Newcastle-boss: Elias Sørensen ikke klar til førsteholdet

Unge Elias Fritjof Sørensen brager igennem i Newcastle United, men han er stadig et stykke fra Premier League-debut.

Den 19-årige dansker Elias Fritjof Sørensen scorer mål på samlebånd for U23-holdet i Newcastle United, og dermed er han også en spiller, der er godt på vej frem i Premier League-klubben. Der er dog stadig et stykke vej til toppen for angriberen.

Selv om Elias Fritjof Sørensen har scoret 12 mål og blandt andet noteret sig for et hattrick for Newcastles reservehold, er han ikke i spil til Premier League foreløbig.

- Det sidste, vi ønsker, når en spiller er på toppen, er at bringe ham i en situation, der kunne knække ham. Han gør det godt i øjeblikket og scorer mange mål, men har stadig meget at lære, og det vil nok være for stort et skridt for ham i øjeblikket. Der er nogle logiske step, vi skal igennem først, så han kan nå et niveau, hvor han kan levere de samme præstationer for os, siger Ben Dawson, der står i spidsen for Newcastle Untieds U23-hold, og tilføjer:

- Han tager det på den rigtige måde - han arbejder hårdt, han stiller spørgsmål, og han lytter til informationen. Vi skal også beskytte ham en smule for at sikre, at vi kan fastholde ham på banen og holde ham frisk, for han kommer frem til chancer og scorer mål, så det sidste, vi ønsker, er at brænde ham ud, for han er stadig ung.

Elias Fritjof Sørensen har kontraktudløb i Newcastle United efter denne sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer