Nicolai Poulsen vil ikke snakke med Amini

Nicolai Poulsen er stadig bitter på sin tidligere holdkammerat Mustafa Amini, der brækkede hans kæbe og hans OL-drøm.

Randers FC-spilleren Nicolai Poulsen var nærmest på vej ud i flyveren, der skulle fragte ham til Rio, da OL-drømmen blev slået i stykker for den 22-årige midtbanespiller. I lokalopgøret mellem Randers og AGF blev Poulsen knockoutet af sin tidligere holdkammerat Mustafa Amini, der brækkede kæben på Randers-spilleren og gav ham en hjernerystelse.

Derfor må Nicolai Poulsen følge OL hjemme fra stuen, og han lægger ikke skjul på, at han stadig har det stramt med Mustafa Amini, der har undskyldt over for sin tidligere holdkammerat.

- Jeg er sindssyg bitter, og har været det i en uge nu. Jeg synes godt, at han kunne have vist mere hensyn til sin modstander, og så synes jeg godt, Amini kunne have grebet tingene anderledes an. Jeg synes godt, at han kunne have ringet og hørt, hvordan jeg har det. Jeg har nu valgt at sige, at jeg ikke har lyst til at snakke med Musti, siger Nicolai Poulsen til TV2 Østjylland.

Randers-spilleren forventer at være tilbage på træningsbanen om fire-seks uger.