Stor transfer gik i vasken efter email-fadæse

Lazio ville meget gerne have Eintracht Frankfurts Filip Kostic, men Serie A-klubben kom til at sende deres bud til den forkerte email-adresse.

Lazio har fået en forrygende start på Serie A, men cheftræner Maurizio Sarri var formentligt relativt gnaven, da sommerens transfervindue tirsdag sluttede.

Lazio fik således ikke fingrene i Eintracht Frankfurt-profilen Filip Kostic, som romerne ellers havde jagtet gennem længere tid. Og Lazios sportsdirektør, Igli Tare, rasede allerede for et par dage siden over Eintracht Frankfurt.

- Jeg er overrasket over, at Frankfurt nu siger, at Kostic ikke er til salg, og at det ikke handler om prisen. Det lød anderledes tidligere. Ud fra vores dialog havde jeg ikke fået et indtryk af, at Kostic ikke ville få lov til at forlade klubben. Vi ville have været klar til at forhandle om prisen igen. Men det skete ikke, lød det således, ifølge Bild, fra Igli Tare.

Forkert email-adresse
Ifølge Bild modtog Eintracht Frankfurt blot ét bud på Kostic. Et bud, der lød på 75 millioner kroner, hvilket ikke var nok.

- For syv eller seks dage siden informerede jeg Markus Krösche (Eintracht Frankfurts sportsdirektør, red.) om, at vi gerne ville have Kostic. Derefter fik vi besked på at komme med et skriftligt bud. Dette bekræftede vi via email, som vi var blevet bedt om. Derefter meldte de offentligt ud, at de ikke havde modtaget noget bud, lyder det fra Igli Tare.

Ifølge Bild var problemet, at Lazio i første omgang havde sendt deres bud til den forkerte email-adresse. I stedet for Kostic endte Lazio med at hente Veronas Mattia Zaccagni på en lejeaftale.