Efter forsmag på forår: Sne på vej

Vi har de seneste dage måtte kigge langt efter forårssolen, og det kommer vi ifølge DMI til at blive ved med i den kommende tid. Marts byder nemlig på regn, slud og måske endda sne

Det gråvejr, der i øjeblikket ligger som et tæppe over landet, er kommet for at blive i de næste par uger.

Sådan lyder konklusionen fra vagthavende hos DMI Mette Tilgaard Zhang, som også spår om sne i den nærmeste fremtid.

- Det vejr, vi har i den her uge, det fortsætter faktisk i store træk i hele næste uge. Det bliver måske endda en smule koldere, så når der kommer lavtryk og fronter ind over landet, så kan nedbøren i perioder i hvert fald gå over i noget sne og noget slud, fortæller Mette Tilgaard Zhang fra DMI. 
 
De fine vintergækker og erantis, der mange steder er begyndt at pryde i parker og haver, vil dog ikke forsvinde ud af syne, for den hvide nedbør, der kan komme, vil ikke lægge sig.
 
- Det er ikke noget, vi forventer bliver liggende, fordi vi ligger i en generelt vestlig strømning, som på den her årstid ikke er super kold, forklarer meteorologen, og tilføjer at nedbørsmængden vil blive omkring eller lidt over normalen.  
 
Nedbør og nattefrost kan volde trafikken problemer

Kombinationen af marts måneds kølige temperaturer og nedbør kan resultere i, at bilister og andre trafikanter skal tage lidt tidligere hjemmefra om morgenen. 

- Man kan jo sige, at hvis de her nedbørsområder, der kommer ind over, kommer og giver os lidt slud eller sne, og der også er nattefrost, så vil det jo kunne give nogle problemer i morgentimerne i forhold til trafikken, og generelt kan det måske blive lidt glat lige når det falder, men jeg forventer som sagt, at det er noget, der tør rimeligt hurtigt og ikke giver udbredte problemer.

DMI understreger også, at der helt klassisk for forårsmånederne vil være meget forskel i vejret og variation fra landsdel til landsdel. I videoen øverst i artiklen kan du få vejrudsigten for hele den kommende måned.

22 kommentarer
Vis kommentarer