Bolighaj tjener millioner på klamme lejligheder

Se de skjulte optagelser: Udlejeren Umar Hayat scorer kassen på at leje kummerlige boliger ud til nytilkomne udlændinge

TV: Se vores undercover-aktion i det beskidte hus (Video: EB Dokumentar/TV3)

En grim lugt af kloak spreder sig i skuret i løbet af natten. Undercover-journalisten ligger og fryser på en våd og beskidt madras, der har stået i regnen i flere timer. Kulden blæser ind ad hoveddøren, der er piv-utæt.

I dokumentarprogrammet ’Jagten - Bolighajerne’, som i går blev vist på TV3, sender Ekstra Bladet og TV3 en undercover-journalist med udenlandsk baggrund ind i et hus i København for at dokumentere, hvordan den kyniske bolighaj Umar Hayat tjener styrtende med penge på at udleje klamme boliger til nytilkomne udlændinge fra Nepal, Bangladesh og Rumænien.

Folk, der til dagligt har lavtlønnede job som avisbude, lagerarbejdere og rengøringsassistenter.

Se de skjulte optagelser fra huset øverst i artiklen

Bor oven på en kloak
I programmet møder undercover-journalisten op på adressen i Brønshøj i København. Han fortæller Umar Hayat på gebrokkent engelsk, at han desperat leder efter et sted at bo.

Og bolighajen tilbyder hurtigt et nybygget skur uden varme, isolering eller vinduer, der kan åbnes. Prisen lyder på 2300 kroner om måneden, og den interesserede lejer skal slå til med det samme, da den pakistanske bolighaj allerede har afsat det ene af de to nye skure i gården.

Samfund - 18. maj. 2016 - kl. 07:23 Afsløring: Bolighajerne har frit lejde

Vores journalist takker ja til det beskidte tilbud og spørger efter en lejekontrakt. 

- Der er ingen kontrakt. Og hvis nogen spørger dig, skal du sige, at du ikke bor her, men kun bruger stedet som et opbevaringsrum, lyder det fra Umar Hayat, som også understreger, at vi ikke må dele værelset med andre.

I løbet af den første nat undrer journalisten sig over en ulækker lugt i skuret. Han løfter det beskidte gulvtæppe og finder ud af, at han bor oven på et kloakdæksel, som tydeligvis er forsøgt dækket til med gaffatape over hullerne.

Tjener millioner
Undercover-journalisten går op i huset, som stinker af surt vasketøj og er så indelukket, at kondensvandet driver ned ad vinduerne. Han kommer i kontakt med nogle af de mange beboere, og flere af dem fortæller uafhængigt af hinanden, at alle betaler deres husleje i hånden til Umar Hayat.

- Umar er en forretningsmand. Han vil have alting i kontanter, forklarer en beboer.

Bolighajen udlejer i alt 16 værelser i huset inklusive de to skure i gården. Med en gennemsnitspris på 2300 kroner pr. værelse tjener han således omkring 36.000 kroner på at udleje huset til nytilkomne udlændinge. Penge, han ifølge beboerne får i hånden. 

Ifølge vores research udlejer Umar Hayat i alt fem huse rundt om i landet. Et hurtigt og forsigtigt regnestykke viser, at hvis bolighajen scorer 30.000 kroner pr. hus, kan han tjene næsten to millioner kroner om året på at udleje de ulækre boliger til nytilkomne udlændinge.

LLO: Et dumt svin
Ekstra Bladet og TV3 har vist Lejernes Landsorganisation de skjulte optagelser fra vores undercover-aktion.

- Jeg synes, det er tragisk, at det kan foregå i København i 2016. For det første at der findes nogle dumme svin, som udlejer et sted, hvor der er direkte adgang til kloakken. Og for det andet at der findes folk, som er nødt til at leje det for at have et sted at bo. Det er jo helt klart ulovligt. Han må ikke leje et skur ud, siger direktør i LLO Hovedstaden, Claus Højte.

- Men er det ikke lejernes egen skyld? De kan bare lade være med at flytte ind. 

- Jo, men det er bedre at bo i et sådan skur end i byens parker, og det er der desværre nogle rigtig dumme svin, som udnytter, siger han.

Lover at stoppe
I 'Jagten - Bolighajerne' konfronterer værten Miki Mistrati den pakistanske bolighaj foran et af hans udlejningshuse i Vanløse.

Umar Hayat fortæller, at han kun har udlejet skuret som et opbevaringsrum til vores mand. Men på de skjulte optagelser fortæller bolighajen, at vores mand ikke må fortælle andre, at han bor i et skur.

Under konfrontationen lover Umar Hayat dog at stoppe med at udleje klamme boliger. Herefter kører boligbanditten væk fra stedet i sin bil.

Ekstra Bladet har efterfølgende forsøgt at komme i telefonisk kontakt med Umar Hayat for at høre, hvor mange penge han tjener på at udleje ulækre boliger. Men bolighajen er aldrig vendt tilbage på vores henvendelse.

Se hele konfrontationen med bolighajen her:

(Video: EB Dokumentar/TV3)

11 gode råd: Sådan sikrer du dig bedst mod hajerne

Før du lejer boligen:

1) Tjek din udlejer på Google, inden du flytter ind. På sider som Facebook og Trustpilot finder du ofte andres oplevelser med udlejeren.

2) Betale aldrig depositummet kontant, men overfør via banken, så har du en kvittering.

3) Er du i tvivl om, din husleje er høj, er det en god idé at besøge hjemmesiden tjekdinleje.dk. Siden giver en god indikation på, om lejen er for høj.

4) Brug god tid på at læse din lejekontrakt. Overvej at få hjælp fra eksempelvis en boligadvokat. Det kan vise sig at være en god investering.

5) Tag billeder af lejligheden, inden du møblerer den. Tag nære og totale billeder af alle fejl og mangler i boligen.

6) Du har 14 dage fra indflytningsdatoen til skriftligt at gøre udlejeren opmærksomt på fejl og mangler i boligen. Her skal du vedhæfte billeder af fejlene. Husk at få en kopi af rapporten med udlejers underskrift, ellers kan det blive dyrt for dig.

Mens du bor til leje:

7) Hvis du har en strid med din udlejer om for eksempel huslejen, så gå til huslejenævnet med sagen. Det koster 305 kroner, og det kan være en god idé at få en lejerforening som LLO til at føre din sag. Lejerforeningen kræver, at du er medlem. Hos LLO koster det cirka 700 kroner pr. halvår for et medlemskab.

8) Hvis du vinder sagen i nævnet, har udlejeren typisk 30 dage til rette sig efter afgørelsen. Hvis udlejeren ikke retter sig efter afgørelsen inden fristen, skal du henvende dig til huslejenævnet igen.

Når du flytter ud:

9) Sørg for at være til stede, når udlejeren holder fraflytningssyn. Her gennemgår udlejeren skader, der skal laves på din regning.

10) Senest 14 dage efter flyttedatoen skal udlejeren sende dig en fraflytningsrapport med fejl, du skal betale for. Får du ikke rapporten inden to uger, kan udlejeren ikke kræve, at du betaler.

11) Læs rapporten grundigt igennem, og sammenlign fejlene med din indflytningsrapport. Er du uenig med udlejerens fraflytningsrapport, er det vigtigt, at du ikke skriver under på at ville betale, men kun at du har modtaget rapporten. Derefter skal du indbringe sagen for huslejenævnet, som derefter vil afholde et eksternt fraflytningssyn, inden de afgør sagen.

kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen