Anmeldelse: Biografer banker dig med en sko

Det er for dyrt at gå i biografen, mener Ekstra Bladets kulturanmelder. Billetprisen burde maksimalt være 60 kroner, hvilket vi konfronterede Nordisk Film med på genåbningsdagen. Direktøren føler sig ansvarlig for at alle har råd til at gå i biffen, men hvor ligger smertepunktet?

René Fredensborg har spurgt direktør for Nordisk Films biografer Asger Flygare Bech-Thomsen, hvorfor biografbilletter er så dyre?

Nordisk Films biografpriser

I går var der 20 kroners genåbningsrabat, i dag er det allerede slut, nu betaler du igen 99 kroner i entré i Nordisk Films 23 biografer landet over. Og det bliver dyrere.

Biografbilletterne er på himmelflugt i forhold til den generelle prisudvikling på for eksempel øl, agurker og popcorn.

I 2015 var prisen 85 kroner, hvilket var 27 kroner over prisindekset. I 2017 lå den 32 kroner over. Altså stiger prisen indeksmæssigt 2,5 kroner om året, hvorfor den nuværende billetpris, ifølge mine beregninger, er 42 kroner for meget.

Det er egentlig en gammel nyhed, hvilket direktøren for Nordisk Films Biografer, Asger Flygare Bech-Thomsen, da også fluks indrømmede, da jeg iført journalistblazer og regneark konfronterede ham på genåbningsdagen i Falconer Bio.

Se interviewet med direktøren i videoen øverst i artiklen.

Popcorn eller Porsche?

Her var han som prisboomer-ansvarlig i færd med at kontrollere coronapas på sagesløse filmentusiaster iført mundbind, mens den ellers sympatiske CEO slog fast, at der ikke behøver være sammenhæng mellem omkostning og pris.

Det havde Asger Flygare selv lært som ingeniørstuderende, hvor en lærer slog netop dén pointe fast ved at tage sin sko af og banke løs på bordet. 

Direktøren anerkendte også, uden at det var muligt at læse mimikken bag masken, at Nordisk Films ’mellem popcorn’ er 637 procent dyrere end i Netto. I Norge er det endda officielt slået fast, at biografkædens popcorn koster mere i kilovægt end en Porsche.

Fransk hotdog til 127 kroner
Hos Nordisk Film kalder man det ’ordentligt købmandsskab’, men direktøren ville dog ikke selv betale 127 kroner for en fransk hotdog i svømmehallen, svarende til den procentvise overpris på de varme popcorn.

Men hvad så med en forsøgsperiode på 60 kroner per billet, så også en helt almindelig dansk familie har råd til at opleve biografkultur?

- Det vil vi ikke kunne leve for, lød svaret fra Asger Flygare, der dog følte sig ’ret ansvarlig’ for at alle har råd til det, han kaldte en ’ud af hjemmet’-oplevelse.

Overskud på 326 millioner

Fra 2008 og til 2018 havde Nordisk Films Biografer et overskud på 326 millioner. Altså, efter de investeringer i lyd, lærred og overenskomstmæssige lønninger, som direktøren gerne ridsede op. Plus helt konkret reclining-seats (liggende sæder) og mere generelt kvalitetsfilm, forstået som, at porno og b-film nu om dage ryger direkte til hjemmevisning.

Her kan man i øvrigt allerede streame Oscar-vinderen Nomadland (på Disney) og snart Godzilla vs. Kong (på HBO), som Nordisk Film af samme årsag ikke sætter op.

Det er klart billigere at lege biograf derhjemme, men er der også et umiddelbart økonomisk smertepunkt for kunderne hos Nordisk Film?

- 130 kroner, lød det afslutningsvis fra Asger Flygare, mens han mindede om skoen, der slog fast, at der ikke behøver være sammenhæng mellem omkostning og pris.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Se andre videoer med René Fredensborg her:

Se hvordan det gik, da René Fredensborg tog til panda-paringen i Zoo

Da René Fredensborg var på reportage for at anmelde køen til coronatest, mødte han Knud Meldgaard, der er kendt fra statsminsterens pressemøder

Pia Olsen Dyhr er flyttet til Teglholmen. I den anledning anmeldte René Fredensborg kvarteret.