Endnu et højdramatisk afsnit, der startede med en magtkamp over en sjat mælk og (indtil videre) sluttede med svær sygdom. Hvor Thomas endnu engang fik vist sin evne til at komme i begivenhedernes centrum – paradoksalt nok ved at fraskrive sig ethvert ansvar.
Der er i det hele taget opbrudstendenser over hele linjen. Isa og Frederik er begge gået helt op i limningen og hun forlader Melody, mens Frederik helt forståeligt får sparket af Solveig.
Arvingerne ryddede bordet ved Robert-fest
Det kører heller ikke ligefrem på skinner for Robert og Gro, hvor førstnævnte både presser hende ud i mere kunstsvindel (det er ikke svært) og ønsket om et klar udmelding i forhold til deres situation – hvilket straks er noget mere besværligt: ’Det er irriterende, at du blander dig!’. Ja, Gro, det er lige som pointen med et forhold. Men hvor skulle hun også vide det fra? Hun har jo ikke fået meget med i bagagen på den front.
Emil har også stadig sine thailandske spøgelser at kæmpe med, og man får i det hele taget meget travlt næste i sæsonens sidste afsnit næste søndag, hvis alle sløjferne skal bindes på troværdig vis. Men mon ikke, at der lægges op til endnu en sæson, selv om DR har været noget uldne i munden på den front.
Anmeldelse: Alt går fra hinanden, babe
Serien er på alle planer en succes, og der er intet, som tyder på, at man er ved at løbe tør for stof foreløbigt. I mindre sikre hænder kunne de mange forviklinger undervejs måske have virket en anelse forcerede eller konstruerede, men både de forskellige instruktører (i dette tilfælde Heidi Maria Faisst) og episodeforfattere (i dette tilfælde Lars K. Andersen og Maja Jul Larsen) formår at docere fortrædelighederne med usvigelig sikkerhed Og så hjælper det jo også på det, at det hele bliver båret igennem af et af de bedst spillende hold, vi længe har set på tv-skærmen.
Hver eneste scene er præget af en sjælden naturlighed og helt eminent samklang mellem skuespillerne, som virker nærmest instinktiv, men selvfølgelig primært er et resultat af god forberedelse, hårdt arbejde og stort talent.
Serien som helhed bør simpelthen blive obligatorisk pensum i ’samspillets kunst’ på landets skuespillerskoler.
Medv.: Trine Dyrholm, Jesper Christensen, Carsten Bjørnlund, Marie Bach Hansen m.fl.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.