Når kvinder er helte

Hudløst stjernespil af Nicole Kidman, Meryl Streep og Julianne Moore i mesterværket 'The Hours'

Det sker sjældent, at tre af de største kvindelige Hollywood-stjerner er med i samme film. Endnu sjældnere, at alle tre forsvarer deres roller så hudløst og brillant, at man vanskeligt kan fremhæve én uden at være uretfærdig mod de to andre.

Men det mest usædvanlige er trods alt, at vi her har en stor, flot, stjernespækket Hollywood-film, som ikke et sekund lefler for den ordinære smag eller kæler for et ungt publikum, men som alligevel allerede er en gigantisk succes.

PRISREGN
Det eksistentielle drama 'The Hours' kommer i en regn af priser og nomineringer. Bl.a. fik de tre hovedrollehavere Nicole Kidman, Meryl Streep og Julianne Moore sølvbjørne i Berlin for nylig, Kidman fik englændernes fineste pris forleden, og senere på måneden udløses Oscar-spændingen.

'The Hours' er indstillet til ni statuetter.
Bag de tre uforglemmelige kvinder på det hvide lærred står tre højt begavede mænd. Den amerikanske forfatter Michael Cunningham, som i 1998 fik Pulitzerprisen for 'The Hours' (fås på dansk med titlen 'Timerne').

Den britiske dramatiker David Hare, som omskabte romanen til et dramatisk manuskript, og den britiske film -og teaterinstruktør Stephen Daldry ('Billy Elliot'), som for amerikanske dollar lavede dette mesterværk om tre kvindeskæbner med en sjælfuld dybde, en intensitet og en smertelig, malerisk skønhed, som man ikke forlader upåvirket. Slet ikke som kvinde.

DE TRE KVINDER
Vi følger de tre kvinder på en enkelt afgørende dag, hvor liv og død balancerer på en skrøbelig vægt, og kvindernes skæbner sammenflettes som ekkoer af hinanden, skønt de lever i hvert sit årti og miljø.

Eneste spinkle forbindelse synes at være Virginia Woolfs roman 'Mrs. Dalloway', som de på hver sin måde kan identificere sig med. En central hemmelighed afsløres til slut.

Nicole Kidman med det brændende blå blik og en maskering (stor næse), som næsten gør hende ukendelig, viser os den psykisk sarte og depressive Virginia Woolf, som i 1923 føler sig levende begravet i en lille engelsk landsby, hvor hun er i færd med at skrive 'Mrs. Dalloway' og kæmper med tjenestefolk, en omsorgsfuld ægtemand og søster Vanesse, som er på 'sygebesøg'.

Sideløbende følger vi i Los Angeles, 1951, den gravide Lauras ( en formidabel, sensitiv Julianne Moore) fortvivlede, skyldtyngede kamp med en fødselsdagskage til den rare, naive ægtemand, hun ikke kan holde ud, alt imens den lille søn vibrerende af uro og angst prøver at holde fast i sin desperate, depressive mor med det døde smil.

Sidste station er New York, hvor Meryl Streep med et nøgent, brugt ansigt er det ideelle bud på nutidens Mrs. Dalloway. Hvilket hun også på skrømt kaldes af sin ven og fhv. elsker, en aids-ramt forfatter, som hun har plejet og opmuntret i flere år og nu er i færd med at arrangere en stor festmiddag for i anledning af, at den dødsmærkede ven har fået en pris.

'PERFEKTE' KVINDELIV
'The Hours' er som sagt støbt af mænd og er ikke en rødstrømpefilm, hvor mænd er skurke.
Den skildrer med tre eksempler en smerte, som går som en flod gennem utallige brave, opofrende og 'perfekte' kvindeliv, hvor timerne og årene er gået med at være til gavn og støtte for andre, pleje sårene bag en frisk og smilende makeup og 'glemme' sine egne drømme.

Om 'helterollen' også passer på tidens frigjorte, hårdtarbejdende kvinder og mødre, må den enkelte selv overveje.