Stensikkert hit

The Rolling Stones fortæller for første gang deres omtumlede historie. Det er som at være der selv

Ekstra Bladets Henrik Queitsch har oversat. Solidt, af og til med nogle bøffer, men hele tiden musikalsk. Præcis som The Rolling Stones
Ekstra Bladets Henrik Queitsch har oversat. Solidt, af og til med nogle bøffer, men hele tiden musikalsk. Præcis som The Rolling Stones
Hver en sten må siges at være vendt i sagaen om The Rolling Stones, bandet, der nægter at gå på efterløn. Deres historie, deres skandaler, deres indbyrdes intriger, deres luftning af beskidt undertøj og ikke mindst deres musik har været gennem mediecentrifugen de sidste 45 år. Og det naturstridige er, at magien er intakt.

Lige nu er Stones aktuelle med cd'en 'A Bigger Bang', deres mest koncentrerede indsats meget længe, og som akkompagnement kan såvel gamle som nye lyttere nu nyde 'Ifølge The Rolling Stones', en oversættelse af en bog, der udkom på engelsk i efteråret 2003.

En lille sensation
Da bogens originaludgave ramte markedet, lignede den en totempæl, Stones-menigheden kunne danse omkring. Det blærerøvsagtige coffeetable-look var helt klart et forsøg på at give baghjul til gruppens evige konkurrent, The Beatles, som et par år forinden havde rejst sig selv et nyt monument i form af bogen 'Anthology'.
Danmark er som bekendt et for lille sprogområde til både ballet og rockbøger, så det er i virkeligheden en lille sensation, at 'According to The Rolling Stones' nu kommer på dansk.

Hotline ind i hjertet
Selvfølgelig giver det danske marked ikke mulighed for at genopføre bogens oprindelige udstyr, men det er alligevel stadig en læseværdig oplevelse. Stik imod alle forventninger, for bogen er en autoriseret interview-biografi, og den slags plejer at være lige så kedelige og stringente som statsministerens slips.
Forfatterne har imidlertid haft en hotline lige ind i hjertet af den til tider meget forvirrede og forvirrende organisme, vi forkorter 'Rolling Stones'. Phillip Dodd er en rutineret rockforfatter, og Dora Loewenstein er datter af Prins Rupert Loewenstein, gruppens mangeårige økonomiske mastermind (læs: ham, der sørger for, at de betaler så lidt i skat som muligt).

Hun er vokset op med Stones. Og de skjuler ikke - og kan ikke skjule - særlig meget for hende. Selvfølgelig er det deres eget billede, de fremkalder, men bortset fra Mick Jaggers statsmandsforsigtighed beviser de, at man kommer længst med ærlighed. Også af den slags, der gør ondt.
Hudløs Keith Richards

Brian Jones var en skidt knægt, som var mere interesseret i at spille smart end i at spille musik. Keith Richards kan ikke gøre en flue fortræd, men han var ved at gøre sig selv (og bandet) fatalt fortræd med sit stofmisbrug, fortæller han selvransagende og det, der i den branche plejer at hedde 'hudløst'.
Hans 'partner in crime', Ron Wood, føler sig stadig som det nye medlem af bandet, selv om han har været med siden 1975 (han opnåede dog først ligeløn i 90'erne). Bill Wyman gik ud af gruppen, fordi han led af flyskræk og stigende frustration over, at de andre ikke ville spille hans melodier, men må savne at stå på scenen og hvisketiske om, hvem, blandt publikum der havde 'de største patter'.

Den ekstra bonus
Charlie Watts er med, fordi det nu engang er der, han tjener sine penge, og han er den, der som medredaktør af bogen er med til at give den ekstra kant med sine ofte meget lidt diplomatiske iagttagelser.
Og i kulisserne vrimler det med bipersoner, tragiske, latterlige, men aldrig uinteressante, fordi det at være tæt på stjernerne altid giver et fint, men ofte forræderisk genskær. Og bogens ekstra bonus er, at den aldrig falder for fristelsen til at lade sladderen og de gode historier fylde mere end den musik, der var katapulten for karrieren og stadig er det samlende omdrejningspunkt for disse meget forskellige mennesker.