Anmeldelse: Den melankolske prins

Prins Henriks fjerde digtsamling har patos og humor - men erotikken bliver komisk

Prins Henrik er klar med sin fjerde digtsamling. (Foto: Kim Agersten)
Prins Henrik er klar med sin fjerde digtsamling. (Foto: Kim Agersten)
Prins Henrik: 'Hviskende Brise'. Oversat fra fransk 'Murmures de Vent' af Peter Poulsen. Illustreret af Maja Lisa Engelhardt. 185 sider. Indbundet. 320 kr. Poul Kristensens Forlag

Det er synd og skam, at prins Henrik aldrig er blevet rigtigt sprogligt integreret. Hans særprægede cirkusdansk med indlagte ha-ha'er får folk til at tro, at manden er verbalt mindrebemidlet. Det er han langtfra.

I sin egen sprogverden, den franske, tumler Henri behændigt med ord og rim. Prinsen er ikke for ingenting magister i fransk litteratur. Og så har han tilmed noget på hjerte: ensomhedsfølelse.

'Hviskende brise', prinsens fjerde digtsamling, er gennemstrømmet af melankoli. 'Sjælen slæber sig ad eksilets vej', som der står i titeldigtet. I et andet digt, der hedder 'Blå mærker på sjælen', taler prinsen om den frostkolde nordenvind, der fejer hen over det grå københavnske græs sådan en søndag formiddag, hvor man kun kan sætte sin lid til Vorherre.

Magisterpoesi
Stilen er klassisk, ofte patetisk på en antik måde. Men heldigvis også med glimt af afvæbnende humor. I et digt om uddrivelsen af Edens Have siger slangen til Eva, at æbler smager bedre end Cola! Andre steder leger Prinsen muntert med ordene, som f.eks. i et digt, hvor alle linjer ender på i. Ægte magisterpoesi.

Jeg har brug for din hånd
Bedst er digteren, når han iagttager noget konkret i naturen, en flod, et egern.

Værst er han, når han tager de høje toner i erotiske digte og tvinger oversætteren til kreationer som 'din lyske beskygger mig når jeg sover ved siden af dig'. Helt ufrivilligt komisk bliver det, når et kærlighedsskænderi ender med ordene 'Au secours!' (Hjælp!), og Peter Poulsen for at ramme et rim oversætter til 'Jeg har brug for din hånd!'

For nu at blive ved det med hånden, så virker digtsamlingen bestemt ikke som venstrehåndsarbejde, og oversætteren har generelt haft en heldig hånd.

De franske og de danske versioner står flot over for hinanden på siderne. Maja Lisa Engelhardt spiller dæmpet billedmusik i baggrunden. Er det ikke banebrydende poesi, så er det i hvert fald smukt bogarbejde.