Så blev det efter tre sæsoner tid til at tage endeligt afsked med familien Grønnegaard, og efter de mange genvordigheder og rutsjeture undervejs endte det med den store, altfavnende forbrødring i Gros gesamtkunstwerk, der var et forsøg på at opsummere den tumultariske historie i en enkelt installation.
Hvor vidt det lykkedes, var svært at få et egentligt indtryk af, men vejen dertil har været både interessant, bevægende og underholdende. En i den grad karakterbåren tv-serie præget af fremragende skuespil på stort set alle pladser. Faktisk var niveauet så højt, at det føles forkert at fremhæve nogle frem for andre.
Begivenhederne spidser til i 'Arvingerne'
Men skal jeg alligevel pege på et par favoritter i det lange forlød må det blive Jesper Christensens stenede patriark (i de to første sæsoner) samt Carsten Bjørnlunds knudemand Frederik samt den altid tilpasningsdygtige Gro fremført - som sædvanlig fristes man til at sige - med underspillet bravur af Trine Dyrholm.
Og hvad der startede som en beretning om en oprindelig yderst dysfunktionel familie præget af masser af svigt endte jo nærmest lykkeligt. Måske også fordi det var den nemmeste måde at lukke krøniken på uden for mange løse ender.
Begivenhederne spidser til i 'Arvingerne'
Første sæson var stadig den stærkeste, men 'Arvingerne' mistede aldrig for alvor pusten undervejs - primært fordi man havde skabt nogle figurer, som man havde lyst til at fordybe sig i og som havde potentiale til at blive ved med at udvikle sig.
Serien var på ingen måder præget af lysten til fornyelse eller et forsøg på at ændre eller udvide genrens præmisser, men var til gengæld gennemsyret af viljen - og evnen - til at fortælle en troværdig historie om noget, der til forveksling lignede rigtige mennesker. Den slags fortællinger kan vi aldrig få for mange af. Eksperimenterne må andre så tage sig af. Hvad de heldigvis også gør.
Konceptuerende instruktør: Heidi Maria Faisst. Hovedforfatter: Maya Ilsøe. Medv.: Trine Dyrholm, Carsten Bjørnlund, Mikkel Boe Følsgaard, Marie Bach Hansen m.fl.
