'Badehotellet' chokerer: Det begynder jo at ligne skuespil
TV2's kunstige åndedræt til folkekomedien under titlen 'Badehotellet' har længe været en torn i både øjne og ører på denne anmelder, om end jeg erkender, at alle ikke har det lige så svært med seriens forlorne facon og bedagede æstetik. Men her mod slutningen af sjette sæson er det lige som om, at man er ved at komme sig over de værste børnesygdomme. Det var så også på tide, kunne man måske fristes til at sige.
I sidste uge kårede jeg afsnittet til seriens hidtil bedste, men aftenens kapitel var faktisk endnu bedre. Ja, det var nærmest helt hæderligt. Bevares, der er stadig irriterende dilettanteri som slagsmålet mellem Weyse og Nanas forsmåede soldat og et virkelig kikset klip fra det forudsigelige kys mellem Vera og Robert til en lysende fuldmåne. For nu blot at komme med et par af de mest oplagte eksempler.
Så du ham i 'Badehotellet'? Har dramatisk historie
Konflikterne er også stadig standset ud i stål, så alle kan være med - også selv om man har været ude at sætte kaffe over eller smøre madpakker. Men problemstillingerne begynder efterhånden at føles relevante og replikkerne falder ikke helt så gumpetungt som før. Ja, man begynder efterhånden at kunne se, at de fleste af de medvirkende rent faktisk er professionelle skuespillere.
Og det er da immervæk noget af et fremskridt. Jeg er godt klar over, at den stive spillestil er et bevidst valg, men det bliver den nu ikke mindre beskæmmende af. Og David Owes filmkarriere er stadig nogenlunde lige så lovende som hans fremtid inden for musikken.
'Badehotellet' er LANGT under lavmålet: 'Tag jer dog sammen!'
Men nogle af figurerne begynder efterhånden at ligne rigtige mennesker af kød og blod, og efterhånden som krigen nærmer sig, begynder den mest hengemte hygge at lette fra badehotellets altid solbeskinnede værelser. Det klæder ærligt talt serien at tage både sig selv og sine seere alvorligt. Ren tant og fjas bliver mildt sagt lidt enerverende i det lange løb.
