Jeg må indrømme, at jeg er helt rundt på gulvet efter at brugt hele tre timer i selskab med stribevis af blussende kvinder, der taler om fuckability og bollekontorer og TV 2-profiler i lyseblå skjorter.

Mens violinerne hviner, og kameraet dykker ned i en skovsø, en såkaldt 'visualisering' af det pres, de har været ude for.

For på TV 2 var det engang helt normalt, at de mandlige chefer og værter knaldede de kvindelige praktikanter og nyansatte. Den længe ventede dokumentar bringer overvældende vidnesbyrd fra kvindelige værter og ansatte.

Det største indtryk gør Therese Philipsen, som var praktikant på TV 2 for 20 år siden. Det er hende, der sammenligner sin tid på kanalen med at drukne. Hun knalder med hele to chefer og har et 'crush' på den ene. Og får aldrig sagt fra. Heller ikke, da Jes Dorph fatter interesse for hende.

Den tre timer lange dokumentar kulminerer med, at Therese Philipsen fortæller om, hvordan hun blev udsat for et overgreb af Jes Dorph.

- Jeg giver ham, hvad han vil have. Jeg er ikke bange for ham eller noget, siger hun.

 
Det umulige dilemma
Mens Louise Degn, en anden praktikant fra dengang, beretter om en lignende situation, hvor hun med kys og grams blev tilbudt en trekant i selskab med Jes Dorph og en unavngiven redaktør. Hun endte med at flygte ud af lejligheden.

Det er barske løjer, som allerede har været beskrevet i Politiken på baggrund af de vidneudsagn, der blev givet under den advokatundersøgelse på TV 2, som senere blev erklæret ikke juridisk uvildig. Nu står kvinderne frem med navn, og man får langt flere nuancer.

Det er modigt, det er sårbart og et næsten umuligt dilemma.

Et spørgsmål om perception
Det er påstand mod påstand, og ingen kan dokumentere hverken skyld eller uskyld. Jes Dorph nægter, vidnerne husker det også forskelligt. Jeg antager, at det er et spørgsmål om perception. Alle har hver sin erindring eller mangel på samme. Det er paradoksalt.  

Men det er også MeToo-bevægelsens indbyggede problem foldet ud på tv. Man vil ændre en sexistisk kultur, hvorfor argumentet er, at ofrene ikke behøver sætte navne på krænkerne.

Undtagelsen er så Jes Dorph, som selv er gået til modangreb i medierne. Derved undgår produktionsselskabet en injurie-sag. 

Ærværdig mission, problematisk proces
MeToo bygger på en ærværdig mission, men en problematisk proces. Jes Dorph bliver gjort til ansigtet på TV 2's sexistiske kultur, hvor ingen kvinder for alvor sagde fra over for 'sex-sekten', hvor man enten var 'med eller ikke med'.

De kvindelige ansatte fortæller selv, hvordan de slutshamede hinanden i en mærkelig blanding af benovelse og skam.
 
Det er op ad bakke for Jes Dorph med fyring og folkedomstol, og ret beset burde alle MeToo-sager håndteres i retten og ikke i medierne. Problemet er jo, at det ikke er ulovligt at opføre sig som en liderlig stodder - det er bare dumt.  
 
MeToo-føleføle-bombe
Det er en tumultarisk MeToo-føleføle-bombe, som her bliver serveret i tre akter. På en råkold mandag morgen efter en kaotisk barsel, hvor TV 2 og Dagbladet Politiken som bekendt stod af som jordemødre. Men af uransagelige årsager overlod selve fødslen til Impact TV, hvor man gerne 'maxer ud'. Det skal jeg love for.

Dokumentaren er mindst to timer for lang, men jeg forstår godt behovet for at statuere det ene eksempel efter det andet. Det handler jo om en syg magtkultur mere end om enkeltpersoner.

Eller som TV 2-værten Maria Andersen siger til sidst:

- Det hjælper ikke med et par fyringer og en opdateret personalebog. Kultur handler ikke om enkelte personer - det er noget, vi alle sammen er en del af.