'Kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med.'
Sådan stod der på bagsiden af Lars Skinnebachs digtsamling 'Øvelser og rituelle tekster' fra 2011, der startede bølgen af klimadigtning, der blev definerende for dansk litteratur i 2010'erne.
Klimaet og den politiske indignation er da også det primære tema i 'Patriarken falder'. Der bliver ikke lagt fingre imellem i klimakritikken, som når han skriver: 'De demokratiske systemer er allerede brudt sammen, idet de ikke kunne reagere inden for det nødvendige tidsrum, før de katastrofale klimaændringer var irreversible.'
Distraherende gøgleri
Værket er en affotografering af et tværæstetisk samarbejde mellem Skinnebach, Bananskolen - et kunst- og aktivismefællesskab - en hollandsk kunstnergruppe og kunstneren Pruttipal, som man må formode er 'the artist formerly known as' Goodiepal, Skinnebachs kunstner-kompagnon igennem en årrække.
Ved siden af digtsamlingen har de også indspillet digtene på albummet 'Bananskoledage'. Et album, jeg sagtens kunne have undværet. Mest af alt lyder den som en børne-cd på lsd. På en måde virker Skinnebachs og Goodiepals avantgardisme en smule bedaget. Det er ligesom set før.
Jeg forstår heller ikke samspillet mellem digtene og de gøglede illustrationer, som udelukkende virker distraherende for min læsning.
Men digtene er, når man læser dem for sig selv, gode og meget klassisk Skinnebach. Blandingen af det indignerede politiske og det lejlighedsvist ømme er Skinnebachs vandmærke og det, der har gjort ham til en af Danmarks mest interessante digtere.
'Patriarken falder' er bedst, når Skinnebach ikke bliver for doktrinær og lader poesien få plads.
