Det er ren hygge-reality

’Hjem til gården’ giver sig god tid, og det skal den have tak for

14 deltagere prøver lykken i 'Hjem til gården'. Foto: Lotta Lemche/TV2
14 deltagere prøver lykken i 'Hjem til gården'. Foto: Lotta Lemche/TV2

'Hjem til gården'
Sæson 5, afsnit 1 og 2. TV2/TV2 Play, 14. marts

Konceptet bag ’Hjem til gården’ adskiller sig ikke væsentligt fra så mange andre reality-serier.

Man tager en gruppe fremmede mennesker, og isolerer dem i fremmede, eksotiske omgivelser. Her udsættes de for en række prøver, mens der foregår et udskillelsesforløb, hvorefter der ved slutningen af sæsonen findes en vinder.

Opgaverne er selvfølgelig skruet sådan sammen, at de kræver samarbejde og holdånd, men i sidste ende kræver det jo desuden taktisk snilde, kynisme og koldblodighed af den enkelte – i hvert fald hvis man er med for at vinde.

Alligevel adskiller ’Hjem til gården’ sig lidt fra lignende programmer.

'Badehotellet': Det er fantasiløst

Her er vi ikke i tropiske omgivelser, men derimod på en trelænget gård på Nordfalster, der emmer af Morten Korch-idyl, men dog rummer en del praktiske udfordringer, da moderne bekvemmeligheder som elektricitet og rindende vand er ikke-eksisterende.

De indledningsvis 14 deltagere er voksne mennesker i alderen 25 til 65 år med hver deres motivation for at deltage (ud over gerne at ville være på tv), lige fra selvrealisering til økonomisk gevinst – vinderpræmien er en halv million kroner.

Ret elegant
Tempoet er adstadigt, og der er ikke så meget fokus på internt personfnidder, i hvert fald ikke indledningsvist. Allerede i afsnit to begynder facaderne hos enkelte af deltagerne at krakelere.

Dog ikke mere end at det ender med forsoning. Et ret elegant træk ved denne variation af realitykonceptet er, at det er ugens taber, der vælger den kommende uges leder, efter at vedkommende ikke længere selv har noget i klemme.

'Amalie har ondt af sig selv'

Selvfølgelig vil intrigerne spidse til, jo nærmere vi kommer målet, men grundlæggende er der tale om en slags hygge-reality befriende renset for larmende, selvfede værter og mennesker i badetøj.

Det er faktisk helt rart.