Anmeldelse: 'Billy Elliot' er flot og medrivende

Det Ny Teater imponerer igen med en overdådigt effektiv scenografi

Gåsehudsfremkaldende. Her er det Nicolas Markovic som Billy Elliot (Foto: Miklos Szabo).
Gåsehudsfremkaldende. Her er det Nicolas Markovic som Billy Elliot (Foto: Miklos Szabo).

 

'Billy Elliot' af Lee Hall og Elton John. Iscenesættelse og koreografi: Lisa Kent. Premiere d. 22. januar 2015 på Det Ny Teater, Kbh.

Billy Elliot er noget så usædvanligt som en socialrealistisk musical. Hvis man da kan bruge ordet realisme, når de medvirkende har det med hele tiden at bryde ud i sang.

Vi er i England under den store minestrejke i 1984-85. I en nordengelsk by, der udelukkende er bygget op omkring kulminen, og som nu er truet på sin eksistens.

Billy går til boksning, men han er egentlig ikke så vild med at slå på nogen. Han vil hellere danse. Til sin fars forfærdelse.

Billy Elliot er således historien om en drengs kamp for at få lov til at følge sit hjerte og sit talent. Men samtidig fortællingen om et lille samfunds kamp for social anstændighed.

Begge dele skildres med øm solidaritet og går lige til hjertet.

Bevægende ballader
Musicalen bygger på filmen af samme navn, men så er der altså blevet hældt musik på. Af Elton John.

Skønt han jo har et hav af hits bag sig, rummer Billy Elliot ikke en decideret ørehænger, som man går og nynner på vej ud af teateret.

Til gengæld er musikken smuk og meget velfungerende – både i de bevægende ballader og i de store kampsange. Og i børnenes julesang, hvor stykkets egentlige hovedskurk hænges ud:

’Glædelig jul, Maggie Thatcher –vi er en dag nærmere din død!’

Ved premieren bemærkede jeg, at de konservatives forhenværende formand, Lars Barfoed, ikke klappede efter den sang. Det gjorde den nuværende formand, Søren Pape, til gengæld.

Jeg ved ikke, hvad man kan lægge i det.

Formidabelt
Titelrollen er sindssygt krævende, og derfor har tre drenge da også indstuderet rollen, så de kan skiftes til det store arbejde.

Ved premieren spillede 13-årige Carl-Emil Lohmann rollen, og han gjorde det aldeles formidabelt. Både som skuespiller, danser og sanger.

Rollen som Billys bedste ven Michael trækker også tænder ud, så den har fire drenge indstuderet. Ved premieren spillede 12-årige Magnus Sterling Borchert rollen med et festligt, humoristisk overskud.

Kristian Boland er hjerteknugende som Billys far, der ser alt falde sammen omkring sig. Jesper Asholt er en charmerende grobrian som boksetræner, Julie Steincke en rappenskralde af en danselærer og Lane Lind en fest som Billys mormor.

Og så videre.

Magi
Igen imponerer Det Ny Teater med en overdådigt effektiv scenografi. En gymnastiksal transformeres på et øjeblik til gaden, hvor Billy bor, og få øjeblikke senere til Billys hjem.

Flot er det, men det er naturligvis blot redskaber for at udvirke teaterets magi. Og det virker.

Der var flere steder undervejs, hvor jeg fik gåsehud. Og endnu flere steder, hvor jeg sad med en klump i halsen. Samt et par gange, hvor jeg måtte tage brillerne af og tørre mine øjne – jeg så at blandt andre Mogens Lykketoft gjorde det samme.

Med god grund. Billy Elliot er flot, medrivende og meget bevægende uden at kamme over i sentimentalitet.

Det Ny Teater: Billy Elliot af Lee Hall og Elton John. Iscenesættelse og koreografi: Lisa Kent. Musikalsk indstudering: Per Engström. Scenografi og kostumer: Paul Farnsworth. I hovedrollerne ved premieren: Carl-Emil Lohmann, Magnus Sterling Borchert, Julie Steincke, Kristian Boland, Sebastian Harris, Lane Lind og Jesper Asholt.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Så hvad laver vi i Guinea?