Anmeldelse: En and krydser sit spor

Fredag aften var der premiere på Anders 'Anden' Matthesens nye show, der handler om larm i alle afskygninger

Anden er tilbage, og det er godt. Men han har ikke originaliteten med, og det er knap så godt. Foto: Claus Peuckert
Anden er tilbage, og det er godt. Men han har ikke originaliteten med, og det er knap så godt. Foto: Claus Peuckert

Anders Matthesen: 'Shhh'Falconer Salen i København, derefter rundt i Danmark til Aarhus, Aalborg, Herning, Odense og Esbjerg

Da Anders Matthesen entrede Falconer Salens scene fredag aften skete der noget, som jeg ikke mindes at have oplevet med nogen anden dansk stand up-kunstner.

Ikke blot blev han mødt med klapsalver. Publikum sprang op og gav Anden et stormende, stående bifald.

Et næsten bevægende vidnesbyrd om, hvor folkekær en kunstner Matthesen er, og en illustration af hvor meget han har været savnet i de tre år, der er gået, siden han sidst stod på en stor scene.

Har du planer om at opleve Matthesens nye show – og du kunne træffe dummere beslutninger – vil jeg indtrængende opfordre dig til at være på din plads, når showet går i gang.

Ikke alle nåede det på premiereaftenen, og de fik høre for det:

- Undskyld den lidt arrogante og rigide vane at begynde til tiden ...

Men vi kom da gang og godt for det.

Høns i asparges
Matthesen beskæftiger sig denne gang med støj. Både bogstaveligt og billedligt talt.

Højtråbende børn til børnefødselsdag:

- Da jeg var barn, sagde man, at børn skal ses, ikke høres. Sådan har jeg det ikke ... Jeg har heller ikke behov for at se dem.

Vaskemaskiner, der larmer, og haner, der galer.

- Hvis du bor på Frederiksberg og får en hane, så bør du straks efter købe tarteletter og nogle asparges.

Og så videre.

Særegen oplevelse
Men Matthesen er endnu mere optaget, af den støj vi udsættes for i form af informationer.

Alt det vi får fra de elektroniske medier, vejrudsigter, Facebook, Snapchat, tvivlsom viden og meget anden ...

Samt støjen inde i Matthesen selv.

Han vil af med det hele, og det fortæller han på vanlig ekvilibristisk facon, hvor vi over en særegen oplevelse på Fanø lander i en medrivende finale som gør, at man går fornøjet og opløftet fra showet.

Men sandt at sige har der undervejs været nogle mere fodslæbende indslag. Lidt ovre i det klicheagtige og forudsigelige.

Klassisk
Anders Mathesen har i show som 'Anden på coke' og 'Anders' modigt udfordret sig selv og stand up-genren. Denne gang har han valgt originaliteten fra og satset på det mere sikre. Han er vendt tilbage til den klassiske stand-up

I Matthesens tilfælde kan det sikre stadig virke både overaskende og forrygende morsomt.

Men efter tre års pause havde jeg nu alligevel ventet lidt mere.

Anden blev mødt af et seriøst bifald, da han indtog scenen med sit nye show 'Shhh'. Foto: Claus Peuckert
Anden blev mødt af et seriøst bifald, da han indtog scenen med sit nye show 'Shhh'. Foto: Claus Peuckert