'Arvingerne' er mange klasser over 'Badehotellet'

Maya Ilsøe har tidligere stået bag manuskripter til julekalenderne ’Absalons hemmelighed’ og den netop genudsendte ’Pagten’, og det har hun gjort så godt, at hun har fået chancen som hovedforfatter på DR’s nye søndagssatsning for voksne, ’Arvingerne’.

Og man kan uden at overdrive sige, at hun kommer ualmindelig lovende fra start med den første time af den ti afsnit lange serie. Meget af tiden går i sagens natur med at etablere universet, præsentere figurerne og sætte dramaet i gang.

Og det lykkes til fulde, samtidig med at man allerede føler sig om ikke tæt på (endnu) så i hvert fald fanget ind af de fleste af karaktererne og i den grad nysgerrig efter at lære dem nærmere at kende, samtidig med at man er spændt på, hvordan flere af de bomber, der blev smidt her, vil detonere i de kommende episoder.

Man aner allerede, at boet efter den internationalt anerkende kunstner Veronica Grønnegaard (Kirsten Olesen) ikke bliver helt uproblematisk at gøre op, hverken økonomisk eller mentalt. Hendes fire børn – med tre forskellige fædre – virker alle som om, der har deres bagage at slæbe rundt på, og intet tyder på, at de kommer til at trække på samme hammel.

Ud over en række fint skitserede personer, har man også allerede konturerne til en række interessante konflikter i sammenstødet mellem det tilsyneladende frie og uhæmmede kunstnermiljø (som sjældent er lige frit for alle), og så det mere retlinede provinsmiljø, hvor intet er så galt, at det ikke kan ties ihjel med en håndboldkamp.

Ilsøes gode grundmateriale er selvfølgelig en forudsætning, men udførelsen er også excellent – ikke mindst når man sammenligner med TV2’s konkurrerende satsning ’Badehotellet’, der fremstår som den rene dilettantkomedie i forhold.

Pernilla Augusts instruktion er lydhør og empatisk, med et godt blik for den sigende (men ikke udbasunerede) detalje, og skuespillet medlevende og inspireret på indtil videre alle pladser. Man ærgrer sig allerede over, det der ligner en afsked med Kirsten Olesen som den egocentriske Veronica, men måske vi får fornøjelsen fremover i kraft en en række flashbacks?

Trine Dyrholm er som altid god som den udadtil succesfulde menneskelige dørmåtte Gro, og man kan allerede fornemme, at den vrede, der lurer under advokaten Frederiks (Carsten Bjørnlund) pæne overflade, nok snart får frit løb. Sandsynligvis overfor søde, sydfynske Signe (Marie Bach Hansen), der pludselig får revet det trygge, tykke tæppe væk under sig. Altid et godt, dramaturgisk greb.

Alt tyder på, at DR har skabt endnu en tv-serie, der vil samle store dele af nationen de næste søndage. Med ambitionerne om ikke bare at ville underholde, men tilmed give os noget at snakke om.

Hvis valget står mellem en herregård på Sydfyn eller et badehotel på Vestkysten, så ved jeg godt, hvor jeg helst vil være de næste mange uger.