’Det er ikke nogen grund til at gøre det personligt’, siger Frederik undervejs i tredje afsnit af ’Arvingerne’. Det skal dog siges til hans forsvar, at han heller ikke selv lyder, som om han tror på det. For det bliver om muligt mere og mere personligt for hvert eneste minut i ’Arvingerne’, der fortsætter med at holde et tårnhøjt niveau, som blev lagt allerede fra starten.
Ikke mindst for Signe, der efterhånden må indse, at hele hendes liv indtil videre har bygget på en løgn. Som blot bliver større og større. Men måske hun også er ved at få øjnene op for, at tilværelsen muligvis har mere at byde på end håndbold, smørkage og koteletgrunde. Når hun udbryder, ’Hold kæft, jeg er træt af håndbold’, stikker det nok dybere end som så.
Svimlende seertal til 'Arvingerne' - tæt på to millionerIndhentet af fortiden
Emil bliver også indhentet af fortiden, dog i en bogstavelig talt mere håndfast form. Og han er på mange måder seriens ’dark horse’. På en gang en jovial, easy-going eventyrer, men samtidig stivnakken Frederiks nærmeste allierede i spørgsmålet om Grønnegårdens fremtid.
Mon ikke også Gros besættelse af morens museum handler om andet og mere end blot hendes (altså morens) eftermæle? Det virkede jo ikke just, som om de to stod hinanden synderligt nær rent følelsesmæssigt. Eller også gjorde de netop, men havde blot en forkvaklet måde at udtrykke det på? Evnen til at manipulere omgivelserne har de i hvert fald fælles.
'Arvingerne' er mange klasser over 'Badehotellet'Hober sig op
Og hvad er historien bag Carl Grønnegårds selvmord egentlig? Og hvordan var forholdet mellem Signes far og Veronica i virkeligheden? Ja, spørgsmålene hober sig op, som serien skrider frem, og der er ikke noget, der tyder på, at man har tænkt sig at ty til de nemme svar. Vigtigst af alt er dog, at man fortsat har lyst til at hænge på som seer. Ja, man kan nærmest ikke lade være.
’Arvingerne’ ligner allerede nu noget, der godt kan gå som et seriøst bud på den bedste danske tv-serie i nyere tid. Hvilket som bekendt ikke siger så lidt. Den store danske samtidsroman? Den ser man da i fjernsynet.
Lehfeldt om Arvingerne: - Det var lidt svært at høre