Fra en roma-landsby i Ungarn til et værksted i Valby, et moskebyggeri i Emdrup til en Røde Kors-lejr i Nordsjælland. Lene Kaaberbøl og Agnete Friis kommer vidt omkring i deres anden krimi med Røde Kors-sygeplejerske Nina Borg i hovedrollen. Og de vil en masse: fra terrortrusler over etniske spændinger via flygtningebørn til kvindehandel.
Romanen er bygget op som den klassiske spændingsroman a la Tom Clancy med skiftende scene og perspektiv, hvor vi følger en stribe personer, der trækker os mod den dramatiske kulmination.
Det lykkes faktisk at få det hele med og binde det sammen til en spændende historie med alle de klassiske elementer af tempo, forveksling, rædsel og kynisme – og ikke mindst en vidunderligt udtænkt og overraskende skurk som bagmand for det stille, umærkelige drab, der er kernen i det udmærkede plot.
For langstrakt
Men netop fordi de vil så meget, bliver det for langstrakt. De bånd, der skal binde det hele sammen, strækkes ud til det sytrådstynde, og det koster desværre på intensiteten.
Samtidig insisterer forfatterne pertentligt på at fortælle detaljerigt hele tiden. Og selv om fortælleglæde og billedsprog kan være livgivende, er mængden af ord ikke nødvendigvis proportional med sproglig rigdom.
I stedet bliver det snakkende ordfrås, der trækker tempoet ned og suger kraft ud af læseoplevelsen, fordi vi ikke bare får lov at leve med selv, men pinedød skal have alt serveret i nydelige små bidder.
En strammere redigering kunne have skærpet historie og spænding – og havde udløst en ekstra stjerne.
