Den gamle mand og døden

Ulf Pilgaard spiller som 75 årig en mand på... 75

Ulf Pilgaard igen sammen med sin gamle 'partner in crime', Lisbet Dahl. (PR Foto)
Ulf Pilgaard igen sammen med sin gamle 'partner in crime', Lisbet Dahl. (PR Foto)

 
Østre Gasværk: ’Vores sensommer’ af Ernest Thompson.Instruktion: Anders Lundorph. Medvirkende: Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Trine Pallesen med flere

Norman Thayer Jr. fylder 75 år. Han er med sin kone igen på sommerferie i huset ved den smukke sø, og han er i et helt overvældende omfang bevidst om, at han har levet størstedelen af sit liv. At hans næste vigtige møde er med døden. Muligvis lyder det ikke som det mest indlysende stof til en munter og opløftende forestilling, men Ernest Thompsons manuskript - nænsomt opdateret, så der for eksempel indgår mobiltelefoner - er både sjovt og bevægende.

Har du set filmen, der på dansk hed ’Deres sensommer’, kan jeg fortælle, at på Østre Gasværk spilles Henry Fonda af Ulf Pilgaard, Katharine Hepburn af Lisbet Dahl, mens rollen som Jane Fonda varetages glimrende af Trine Pallesen.

Knarvorn
Når jeg lidt ugalant nævner Ulf Pilgaard først, skyldes det, at han suverænt bærer forestillingen.

Ikke kun fordi teksten inviterer til det, men fordi Ulf Pilgaard i den grad behersker sine virkemidler.

Han bevæger sig ubesværet og overbevisende fra den knarvorne, sardoniske mand med de ætsende ironiske replikker over manden, som finder et overraskende og rigt fællesskab med datterens papsøn til manden, der nok har set døden i øjnene, men alligevel skuer fremad.

Jeg så forestillingen i går, da Ulf Pilgaard fyldte 75. Det passede jo særdeles godt, og han blev modtaget med et stort bifald, da han kom ind på scenen.

Den vil han også fortjene i de kommende forestillinger.

Tårer
Den anden hovedrolle som hustruen Ethel Thayer varetages af Ulf Pilgaards mangeårige ’partner in crime’, Lisbet Dahl. Manuskriptet er knap så generøst over for hende, og alligevel står hun stærkt.

Uden Katharine Hepburns sprøde skrøbelighed, men til gengæld overbevisende robust.

Østre Gasværks smukke scenerum er til lejligheden udstyret med en sø, og sådan noget liver jo altid op. Ikke mindst, når der både bades og fanges fisk i den.

Da forestillingen sluttede, var jeg en smule fugtig i øjenkrogene, og jeg tror nok, jeg så tårer i flere andre af tilskuernes øjne. Så kan Ulf Pilgaard vel ikke forlange mere.

’Vores sensommer’ er både sjov, smuk og bevægende.