Julegalskab - nu med kameler og Inger Støjberg

Det suveræne midtpunkt er stadigvæk Vivienne McKee i årets udgave af 'Crazy Christmas Cabaret'

Det barokke ensemble med Vivienne McKee i centrum. Som vanligt.
(Foto: PR-Foto)
Det barokke ensemble med Vivienne McKee i centrum. Som vanligt. (Foto: PR-Foto)

 

Crazy Christmas Cabaret 2015 – Don’t Touch Nefertiti. Manuskript og instruktion: Vivienne McKee

Tirsdag aften blev Danmark igen ramt af den særlige form for galskab, der kalder sig 'Crazy Christmas Cabaret', og som har hærget landet op til jul i de sidste mere end 30 år.

Fælles for forestillingerne har været, at de foregår på udenlandsk – engelsk, faktisk – at det suveræne midtpunkt er Vivienne McKee, der både skriver historien, instruer og træder op, samt at indholdet er bundsjofelt og helt hysterisk.

Dette års forestilling holder niveau, og den vil igen glæde de trofaste fans. Dem er der mange af. En håndsoprækning på premiereaftenen viste, at langt den største del af tilskuerne havde udsat sig for oplevelsen tidligere.

Günther von Hinten
Handlingen er aldeles meningsløs, men til gengæld vældig dramatisk. Her er mistanke om mord, kærlighed, kidnapning, mumier, der genopstår fra de døde og meget andet godt.

Der er sådan set ikke nogen grund til at referere historien, for den er blot et påskud for at fyre vittigheder og tvetydige replikker af, som stort set alle bevæger sig et stykke syd for bæltestedet. De fleste af resten handler om bryster ...

Alle de medvirkende spiller flere roller, og et par eksempler illustrerer spændvidden:

David Bateson er både Günther von Hinten, Cleopatra – ikke den Cleopatra, men en anden med samme navn – og ypperstepræst Hairontop.

Mens Andrew Jeffers passer rollerne som Mustapha Falaffel, Hercule Poirot samt Lady Hatshepsut Carnarvon.

Og sådan er det hele vejen igennem.

Inger Støjberg
Når skuespillerne ikke kæmper sig igennem de mange rolleskift, kaster de sig ud i adskillige festlige dansenumre, og både Rikke Hvidbjerg og Katrine Falkenberg synger helt forrygende undervejs.

Til overflod rider tre af aktørerne på kameler på scenen. En slags kameler, i hvert fald. På en måde.

En af kamelerne hedder Trump, en anden Inger Støjberg, og så går det hele op i hat og briller. Igen.

Crazy Christmas Cabaret er endnu engang en absurd fornøjelse.

Og endnu engang er nogle af scenerne – især i begyndelsen – lidt for aflange.

Crazy Christmas Cabaret 2015 – Don’t Touch Nefertiti. Tivoli Glassalen til 9. januar. Musikhuset, Aarhus 14.-16. januar.
Manuskript og instruktion: Vivienne McKee. Medvirkende: Vivienne McKee, Andrew Jeffers, David Bateson, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Rikke Hvidbjerg og Caspar Phillipson. Kapelmester: Stuart Goodstein