’Han var her, han er her’ er den allersidste og mest afgørende sætning i Carl Frode Tillers ’Flugt’. Romanen selv begynder da også ved sin slutning: Elisabet og Sakarias oplever det værste, forældre kan blive udsat for: Deres 12-årige søn, Johannes, bliver dræbt i en trafikulykke. Det sørgende par er gået fra hinanden, og vi møder dem juleaften, hvor de efter at have besøgt sønnens gravsted tager hjem til den tiltagende alkoholiserede Elisabet, hvor de overnatter sammen.
Herfra udfolder historien sig; de to forældres stemmer fletter sig ind i hinanden, og pludselig dukker også deres afdøde søns stemme op i fortællingen.
Den 12-årige Johannes er en enspænder, der med hunden Bonzo ved sin side øver sig i at omgås andre mennesker ved at tage bussen rundt i byen. Han vil hellere være pige end dreng og tager sin mors kjoler og makeup på, når han er alene hjemme:
’Kom, Celine, så tager vi til Paris, sagde jeg, jeg klappede mig to gange på låret, og Bonzo fór op med det samme, og så gik vi ind i stuen, side om side, jeg og min veninde, for Bonzo var min veninde, og min veninde hed Celine efter Celine Dion (…).'
Fletværk
Man skal holde tungen lige i munden under læsningen for at kunne følge med i det filtrede fletværk af synsvinkelskift. Det er en udfordrende roman, der kræver sin læsers komplette opmærksomhed, og selvom den er elegant orkestreret, måtte jeg genlæse flere passager for at kunne følge med i de mange skift.
Som i denne glidende overgang, hvor man først er i skoven, hvor sønnen binder sin vens snørebånd - midt i sætningen skifter scenen, så det nu er Elisabet, der pakker en gave op: '(…) jeg tog fat i snørebåndet, trak i den ene ende, så gavebåndet løsnedes, og så rev jeg det røde julepapir af og lagde det på stolen ved siden af.'
’Flugt’ er en gribende fortælling om efterladtes behov for håbet på efterliv. Elisabet insisterer på, at hendes søn stadig er der, at hun kan mærke ham. Måske er det bag in box-rødvinen, måske er det hendes desperate længsel efter sit barn, måske er Johannes vitterligt blevet en engel. Romanen indledes da også med dette citat af den tyske forfatter Rainer Maria Rilke:
’Men de levende gør den fejl, at de alle skelner for stærkt. Engle (siger man) véd ofte ikke, hvorvidt de vandrer blandt levende eller døde (…)’.
Carl Frode Tillers prosa er eminent, romanen er kompleks, læseoplevelsen er velgørende krævende.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
