DR's dramatiske kvalitetsniveau er i frit fald

Anden sæson af 'Bedrag' forstærker blot indtrykket af, at DR's dramaafdeling er løbet tør for visioner

Sonja Richter og Natalie Madueño var blot to af de psykologisk underfrankerede figurer i 'Bedrag 2'. Foto: DR
Sonja Richter og Natalie Madueño var blot to af de psykologisk underfrankerede figurer i 'Bedrag 2'. Foto: DR

'Bedrag', sæson 2. Sidste afsnit blev sendt på DR1, 27. november.

Ujævn. Så kort kan sæson 2 af DR1's seneste seriesatsning 'Bedrag' opsummeres. Det var indtrykket både ved sæsonens begyndelse, og den opfattelse er der ikke blevet rykket afgørende ved her ti afsnit og lige så mange timer senere.

Det gennemgående plot var Claudias hævntogt mod hendes banemand fra første sæson, den skrupelløse bankdirektør Knud Christensen (Waage Sandø), der havde sendt hende i fængsel i 18 måneder. Tror jeg nok. For det kan sagtens være berigende og afvekslende, når handlingen konstant skifter fokus mellem diverse sidehistorier og karakterer (Et oplagt eksempel kunne være 'Game of Thrones'), men den slags kræver overblik og en gennemgående vision, der ikke syntes at være til stede her, hvor det virkede som om, at det primære formål var at få tiden til at gå.

DR får ærespris for tv-serier i verdensklasse

Det så mest ud som om, man udmærket var klar over, at ingen af historierne var stærke nok til at bære i sig selv, men hvis man nu bare blandede dem mere eller mindre skønsomt sammen, var der nok ikke nogen, der opdagede det. Ej heller de utallige huller og usandsynligheder undervejs.

Som næsten altid når DR sætter alle sejl til, fejler det grundlæggende maskineri ikke noget. Den ydre teknik er med andre ord i orden, og kan snildt måle sig med de internationale produktioner, der blot er et klik væk, lige som der er stadig et godt stykke vej ned til eksempelvis TV2's provinsielle 'Dicte'. Men når den slags bare spiller - og det gør det som sagt - bliver man blot endnu mere opmærksom på om fortællingen (eller fortællingerne) holder vand. Det er desværre alt for ofte ikke tilfældet i 'Bedrag'.

Bedrag-skuespiller lander hovedrolle i ny serie

Det hjælper selvfølgelig ikke på det, at den ene af hovedrolleindehaverne Claudia (Natalie Madueño) stadig er et rent postulat som karakter, der trods sammenlagt nu tyve timers spilletid fremstår pergamenttynd. Til gengæld er hendes modpol Mads i Thomas Bo Larsens skikkelse vokset gevaldigt med opgaven i forhold til sæson 1.

Jeg blev aldrig den store fan af makkerparret Nicky (Esben Smed) og Bimse (Lucas Hansen), og begræder bestemt ikke, at sidstnævnte måtte lade livet i afsnit 9, men har stadig svært ved helt at tro på førstnævntes transformation fra småkriminel, nybagt familiefar til koldblodig morder og børnekidnapper.

Et andet ankepunkt er ellers altid dygtige Sonja Richter som den neurotiske og misbrugende bankdirektør Amanda Absalonsen. Hun var ikke bare utroværdig men fremstod direkte kunstig. En fiks ide, der burde være blevet enten stærkere underbygget eller luget ud allerede i redigeringsfasen. Til gengæld var David Dencik (som altid) en fornøjelse som hendes forsmåede og beregnende bror.

Det er som sådan ganske prisværdigt at sætte fokus på den økonomiske kriminalitet (også i fiktionens verden), hvad enten det nu gælder energisektoren eller de bonede bestyrelsesgange i bankerne, men den slags er ofte så kompliceret stof, at det er svært at formidle overbevisende på dramatisk vis - og det er i hvert fald ikke gjort ved blot at smide endnu en sagsmappe eller  mailkorrespondance på bordet. Tjek evt. Showtimes 'Billions' (kan ses på HBO Nordic) for at se, hvor elegant den slags kan eksekveres.

Bedrag-stjerner: Her er vores favoritserier fra DR

Man kan konkludere, at anden sæson af 'Bedrag' var marginalt bedre end den første af slagsen, men det siger jo ikke så meget, og DR's selvforståelse som leverandør at tv-dramatisk, der kan måle sig med de bedste i verden, har efterhånden fået et par alvorlige skud for boven med stedse svagere sæsoner af bl.a. 'Forbrydelsen' og 'Arvingerne' efter imponerende begyndelser for slet ikke at tale om katastrofen '1864'.  Ej heller co-produktioner som 'Broen III' evnede at holde kadencen i den afgørende, traditionelle søndagstime.

Måske det er på tiden at ryste posen lidt og tage en chance eller to i stedet for med tunnelsyn at rette blikket mod den åbenbart obligatoriske million seere. Hvis man gerne vil behage alle, ender det ofte med at blive ligegyldigt for de fleste.

Instr.: Kaspar Munk m.fl. Hovedforfatter: Jeppe Gjervig Gram. Medv.: Natalie Madueño, Thomas Bo Larsen, Esben Smed, Sonja Richter m.fl.