Det er langt mere interessant at læse om druk end om ædruelighed. Det ved forfatteren Jesper Stein alt om. I romanen ’Ædru’ er den 54-årige succes-forfatter Jesper netop startet på Minnesota-kuren for - endnu en gang - at blive ædru og dermed redde sit ægteskab.

Romanen skildrer Jespers alkoholbehandling og de skæbner, han møder i gruppeterapien. Samtidig går Stein i bøgerne og forholder sig til den litteratur af fordrukne forfattere, der har været med at forme ham og hans syn på alkohol.

Som han skriver: ’Jeg trænger til et opgør med den alkoholromantik, der har forgiftet store dele af litteraturen’. Samtidig undrer han sig over, at der er skrevet så lidt om at blive ædru, ’Er det, fordi der ikke er noget at skrive om, når man bliver ædru? At livet er slut, festen er ovre, kreativiteten er død og lagt i ædruelighedens lænker?’

Forfatter med forbehold
Romanen er et klassisk stykke autofiktion, som bedst kan beskrives som en hybrid mellem selvbiografien og romanen. Problemet med denne genre er, når forfatteren har forbehold. Det kan netop ses i 'Ædru', når det handler om de forkastelige svigt, hovedpersonen konstant nævner, at han har begået over for sin familie. De bliver aldrig beskrevet, kun refereret til.

Stein skriver selv i indledningen, at alle karaktererne ud over ham selv er fiktive. Men i fiktionen er der ikke plads til høflige forbehold - ingen skal skånes! Derfor bliver fortællingen aldrig helt så rå og ærlig, som bagsideteksten lover.

På trods af det er romanen godt skruet sammen og har mange spændende perspektiver på druk-kultur og alkoholafhængighed. Det er en roman, der nok er allermest vedkommende for dem, der har haft alkoholisme tæt inde på livet. Men det har de fleste af os jo, desværre.