'Hanne var kun syv år, men gik allerede med en stor formløs angst i sig.'

Det er vist kun Tove Ditlevsen, der kan slippe afsted med at starte en novelle med så trøstesløst et anslag.

Dronningen af dansk socialrealisme fik – fuldt fortjent og meget på efterbevilling - sit store gennembrud i udlandet med ’The Copenhagen Trilogy’ – erindringsværkerne ’Barndom’, ’Ungdom’ og ’Gift’ - som The New York Times kårede til en af årets bedste bøger i 2021.

Også den danske forlagsverden har redet på en tårnhøj Tove Ditlevsen-bølge i en årrække efter hendes litterære genopstandelse omkring 2014. Vi er simpelthen blevet oversvømmet med Tove-titler: Genudgivelser af digte, romaner, erindringsværker, noveller, brevkassesvar og korrespondancer – alle delikat indpakket til den nye generation af læsere.

Nu har Gyldendal så samlet to novellesamlinger, ’Paraplyen’ fra 1952 og ’Den onde lykke’ fra 1963, i et bind med glimmerfolie på det sort-hvide forsidefoto.

Skarptskårne og sort-humoristiske
Novellesamlingen består af 21 tekster, der primært kredser om kvinde- og familieliv, hvor særligt utroskab og skilsmisse er genkommende temaer. Novellerne er lige så umiskendeligt skarptskårne og sort-humoristiske som resten af Ditlevsens forfatterskab.

Hun formåede at skrive bitterheden, troløsheden og trøstesløsheden frem, så det dirrer ubehageligt på hver side.

Titelnovellen ’Den onde lykke’ er faktisk slet ikke en novelle, men en selvbiografisk tekst om den ungdom på Vesterbro, hun har beskrevet så godt i sine erindringer.

Læst sammen med novellerne bliver det tydeligt, at Ditlevsen var bedst, når hun skrev råt og selvbiografisk. Hvor novellerne er mere traditionelle, virker hendes skrift mere frigjort i erindringerne.

Der er dog også flere højdespringere blandt novellerne som for eksempel ’En flink dreng’, ’En fin forretning’ og ’De små sko’.

Desværre minder en stor del af de 21 noveller meget om hinanden, og jeg kunne snildt have undværet et par stykker. Et kurateret udvalg samt et forord, der gider forklare os, hvorfor vi skal læse netop disse Tove Ditlevsen-noveller, ville have skabt et mere sammenhængende værk.