’Mosaik’ er et prima eksempel på, at dét, at man er en kendt debattør/erhvervsperson/skuespiller ikke nødvendigvis betyder, at man kan skrive skønlitteratur. Det er lige meget, bøgerne skal nok sælge alligevel, virker forlagenes rationale til at være. Kendiseffekten dominerer også bogbranchen, og de romaner, vi får ud af det, er desværre alt for ofte kedsommeligt middelmådige – eller værre!

Geeti Amiri er en interessant stemme i den offentlige debat, og der er i den grad brug for denne type minoritetsfortællinger i dansk litteratur. For denne anmelder var ’Mosaik’ da også et lærerigt indblik i afghansk kultur og traditioner.

Desværre er Amiris debutroman gumpetungt skrevet med ubehjælpsom dialog, utroværdige karakterer, et mylder af sproglige klichéer og en overforklarende fortæller, der gentager sine pointer igen og igen – og så lige en sidste gang for dem på bagerste række. Er der en redaktør til stede?

Social kontrol og jalousi
Romanen følger den åh så gode og smukke Dunya, som mændene elsker og vil hjælpe. Hun er nyuddannet folkeskolelærer og opvokset i Albertslund med sin mor, der er flygtet fra Afghanistan. Faren forlod familien og Danmark, da Dunya var barn, og hun har ikke haft nogen særlig tilknytning til sit kulturelle ophav.

Dunya får job på Stjerneskolen i Høje Taastrup, hvor hun skal undervise en 8. klasse, primært bestående af udsatte minoritetsbørn. Desværre minder disse kapitler for meget om Hollywood-filmene om den hjertensgode, ambitiøse skolelærer, der trods modstand fra både elever og ledelse ender med at vinde alles hjerter og respekt. Jeg forventede nærmest, at hun til sidst ville stille sig op foran sine elever og rappe.

På skolen møder Dunya den charmerende dansk-afghanske politibetjent Musayeb, som hun gifter sig med. Beskrivelserne af hans langsomt tiltagende sociale kontrol og jalousi er romanens mest velskrevne del. Også Dunyas rejse til Afghanistan og mødet med hendes afghanske familie er et højdepunkt i fortællingen.

Men ’Mosaik’ kunne snildt være skåret ned til omkring 250 sider i stedet for de 427 sider, den er endt på. Havde redaktøren brugt den røde tusch mere flittigt, ville resultatet være mere vellykket.