Et angstanfald i slowmotion

Tine Høeg forsætter den minimalistiske prosastil i sin tredje roman, 'Sult', som er et smertende portræt af ufrivillig barnløshed. Undervejs bliver man dog som læser overmæt af monotonien i beskrivelserne

Tine Høeg har netop udgivet sin tredje roman 'Sult'. Foto: Petra Kleis.
Tine Høeg har netop udgivet sin tredje roman 'Sult'. Foto: Petra Kleis.
Følg Underholdning

’Sult’. Tine Høeg.  Roman. Gutkind. 432 sider. 299,95 kr.

Tine Høeg brød for alvor igennem den litterære lydmur med sin anden roman, 'Tour de chambre', i 2020. Den nye roman, 'Sult', blev forudbestilt så mange gange, at den allerede lå på bestsellerlisterne flere uger før udgivelsen.

'Sult' handler om Mia, der brændende ønsker at blive gravid. Det går ikke som planlagt, så hun begynder i fertilitetsbehandling med sin kæreste, Emil, der i forvejen har to børn fra et tidligere forhold. Dermed ligner hovedpersonen i allerhøjeste grad den nu gravide Høeg, ved jeg fra interviews.

Mia er også forfatter og skriver i ni måneder dagbog fra forløbet med ægudtagninger, hormonsprøjter og negative graviditetstests. Hun bliver mere og mere desperat, i takt med at hendes krop udsættes for yderligere invasive behandlinger, og parforholdet lider.

Dagbogsnotaterne er skrevet i et hverdagsligt sprog med løbende poetiske indfald; 'Alt det min krop allerede har været udsat for / hvis jeg endelig engang bliver gravid / denne dobbelte sønderrivning / at gå i stykker for at få lov til at gå i stykker.' Og senere: 'At være i fertilitetsbehandling / et angstanfald i slowmotion, / en uendelig kvælning.' 

Sympatisk og nuanceret
Der er et klædeligt raseri i romanen, som giver teksten en nødvendig nerve. Tilsat de ømme tekststykker om stedbørnenes, kærestens og vennernes omsorg og egne kampe danner dagbogsnotaterne tilsammen en nuanceret og smertende skildring af en kvinde i krise.

Notaterne tager undervejs form som aktivistiske essaynedslag, der beskæftiger sig kritisk med synet på den barnløse kvinde gennem historien, stedmorrollen og hospitalssystemets kønsdiskriminering i fertilitetsbehandling.

Det er et sympatisk værk, der dog ender med at gå i tomgang i løbet af de 421 sider. Som læser bliver jeg overmæt af de mange gentagelser, der selvfølgelig kan være en pointe i sig selv, men litterært savner jeg en narrativ udvikling.

Tine Høeg

Født i 1985.

Debuterede i 2017 med digtromanen 'Nye rejsende', som hun vandt Bogforums debutantpris for.

I 2020 udgav hun romanen 'Tour de chambre'.

Begge bøger er blevet dramatiseret på Det Kongelige Teater.

Hun har desuden skrevet radiodramatik og bidraget til flere antologier.

Mere fra Ekstra Bladet+

Mette Frederiksens styre er taget til fange

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind