Forelsket anmelder: Alt er fedt i dag!

Vores anmelder har fødselsdag og har derfor taget de positive briller på. Han har bl.a. fået øje på et stort talent blandt børneskuespillerne og er blevet forelsket i Lotte Andersen

Foto: Henrik Petit/TV 2
Foto: Henrik Petit/TV 2

Kometernes jul, TV 2, 11. afsnit

Jeg har fødselsdag i dag. Jeg har fået lov at sove længe, fået gaver, drukket Cocio til frokost og fået min livret til aftensmad. Intet kan slå mig ud, selv ikke Mascha Vang, der har sendt mig en video, hvor hun blærer sig med sin Astro Camp-hat.

Jeg er glad, og den glæde skal strømme ned i spalterne. Derfor er dagens gennemgang af ’Kometernes jul’ udelukkende positiv.  

Efter Andreas Odbjergs herlige titelsang skal Noor og Elias en tur forbi Bolette-Henriettes kontor. Jeg har tidligere rost Bertil Karlshøj Smith, der spiller Elias – og Shireen Rasool, der spiller Noor, er ligeså god. Hendes papfar er øvrigt Mikkel Lomborg, bedre kendt som Hr. Skæg. Bare lige hvis dine unger har brug for lidt fun facts at smide om sig med nede i skolegården.

Elias tager skylden for indbruddet på Niels Bohr Instituttet og bliver smidt ud fra Astro Camp’en. Noor klarer skærene og genfinder den vigtige chip i Bolette-Henriettes taske. Flotte taske.

Masser af forelskelser
Oppe på Planet 9 er Mie og Johannes blevet forelskede i hinanden, og jeg er blevet forelsket i forsker-Mette, Lotte Andersen. Hun er både en smule perfid, en smule ond og mere end en smule selvfed, men finder alligevel tid til at lære Mie lidt om kærlighedens underfulde væsen.

– Det kan godt være, din fantasi ikke rækker særlig langt, men jeg var faktisk ret lækker engang. Jeg kunne få hvad som helst, siger Mette.

Jeg synes stadig, hun er lækker. 

Lotte Andersen i rollen som forsker-Mette. Foto: TV 2
Lotte Andersen i rollen som forsker-Mette. Foto: TV 2
 

Mere end erotisk subplot
Det er dog ikke kun det erotiske subplot, der fortættes i 11. afsnit af ’Kometernes jul’.  Det gør uhyggen også. Johannes skal alligevel ikke ofres af 9’serne, men tvinges i stedet til at kravle ind i et mystisk hul, som de behårede rumvæsner selv er for tykke til at forcere. Det er mindst lige så creepy – og flot lavet af scenografen.

På jorden kommer Elias hjem til sin mor og lillesøster, Mathilde. Sidstnævnte spilles af Kerstin Jannerup Gjesing. Hun er syv år og muligvis børnecastets største fund. Du kender hende muligvis fra genindspilningen af ’Buster’, hvor hun også imponerede. Resten af filmen kan vi tale om en anden dag, hvor vi ikke behøver være så positive.  

Det viser sig, at Johannes skal rense en mærkelig, rygende brønd. Ved siden af den finder han en klump magilium. Han får også en flænge i sin arm, da han kravler tilbage, men den helbreder 9’serne med lidt magi. Til sidst bliver han smidt tilbage til Mette og Mie, så den unge kærlighed kan blomstre videre i næste afsnit. Jeg glæder mig.

Mathilde har passet 9’seren Tanja, som hun både har lært at lave pebernødder og sige ’jul’ og ’røv’. Elias tager Tanja med tilbage til skolen, så hun kan blive sendt hjem til Planet 9, når forsker-Anna har lavet teleporteren.

– Røv, siger hun, da hun går.

Anna kan dog ikke fikse maskinen, men går nu også stadig mest op i at citere afdøde videnskabsfolk.

– Den mest vidunderlige oplevelse vi kan have, er den mystiske oplevelse, sagde Albert Einstein.

Han har nok ikke prøvet at få et par AirPods, en tur til Bornholm og alt det paprikagryde, han kunne spise.

Seneste nyt

Det er ikke mere heltemodigt eller bonusværdigt at være sygeplejerske end sosu

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.