Undervejs i min læsning af ’Dødsmoden’ svingede min smagsdom som et pendul i hidsig fart.

Jeg gik fra at være begejstreret for romanens sort-humoristiske, velskrevne selvmordsplot til at blive irriteret af fortællerstemmens anstrengt gakkede manér. Og tilbage igen. 

Den knap 40-årige nihilist Bertil, der er arbejdsløs og bor hjemme hos sine forældre, har besluttet sig for at sprænge sig selv i luften med krysantemumbomber.

Han er - efter morens mange spontane aborter - forældrenes eneste overlevende barn, og hans mor opdigter storslåede livsforløb til Bertils mange abortsøskende, som de bliver kaldt:

’Det var, sagde min mor engang til mig, et problem for hende, at den overlevende, det vil sige mig, slet ikke levede op til de andre. Min mor forstod ikke, at jeg snarere end en overlevende var en abort med spræl i.'

Ætsende sort
Bertil bliver af kommunen indsat som besøgsven for den ældre, benamputerede Judith, der ligesom hovedpersonen heller ikke ønsker at leve længere. De to livstrætte pessimister krydser klinger, men ender - selvfølgelig! - med en fælles forståelse.

Originalt er plottet ikke: To ensomme skæbner møder hinanden, og efter mange konflikter ender de som et umage par, der kan hjælpe hinanden i deres søgen. Opskriften er set mange gange før i både film- og litteraturhistorien; tænk blot på en film som den franske ’De urørlige’ eller Kristian Bang Foss’ roman ’Døden kører Audi’, der begge omhandler et umage venskab mellem en handikaphjælper og den borger, han skal hjælpe.

Gennem satirekværnen
Simon Holm Pedersens satiriske tone fungerer overordnet set udmærket; der er mange skarpe og humoristiske passager i romanen som her om Bertils og Judiths første møde: ’Om min ankomst sagde hun, at der er øjeblikke i en kvindes liv, hvor alt ramler, og det her var et af dem.'

Desværre kammer romanens forsøg på at være så ætsende sort-satirisk som muligt over. Både selvmord, aborter og brutal vold skal gennem satirekværnen, og undervejs bliver denne omgang tabubingo altså en smule udmattende.

’Dødsmoden’ er en roman, der – når den er bedst – er en overbevisende, velskrevet og perforerende satire, men når den er værst, virker for tilstræbt sort.