Kan man fortælle tre generationers familiehistorie på 87 sider? Nej, selvfølgelig kan man ikke det. Men måske - og desværre! - er det slet ikke Rasmus Nikolajsens ærinde.

'Måske sjælen' er et lillebitte værk med den næsten altmodische genrebetegnelse 'familieversfortælling'.

I den korte tekst fremlægges historien om fortællerens gravide farmor, der flygter fra Gestapo sammen med sin datter, men må efterlade sin mindste søn, fortællerens far, da hun ikke tør risikere, at sønnens gråd røber dem. Farmoderen formår at komme med et skib - til Sverige, må man formode - og redder derved sit og alle sine børns liv.

Romanen kører i flere forskellige spor. I fortiden, hvor farmoderens flugt bliver beskrevet, og i nutiden, efter hendes død, hvor fortælleren henter sin datter - der er 'vild med Thomas Helmig, små tomater og sin bamse' - i vuggestuen.

Poetisk og velskabt

Digteren Nikolajsen skriver poetisk og storslået. Som i denne passage: 'Solen skinner og taber en guldmønt, plat eller krone, på dækket af et skib fortøjet i Tuborg Havn.'

Og senere om farmoderens flugt: 'Min farmor er ude af stand til at træde ud af nuet og ind i det næste. En bille er fanget i en klump rav, men begynder så alligevel at røre på sig.'

Jeg kunne citere fra hele værket. Hver sætning er ekvilibristisk velskabt.

'Måske sjælen' er en gribende fortælling om besættelsestiden, om at sætte børn i en voldsom verden og om vores nedarvede slægtsfortællinger. Men der er noget nærigt ved bogen. Nikolajsen øser fra sit stof med en meget lille teske. Jeg bliver grådig: Jeg vil have mere!

Det er måske den største kompliment, man kan give en bog: at man ikke er færdig med værket, når man når til sidste side. Til gengæld efterlades man også som læser noget utilfredsstillet.