Den 48-årige komiker Thomas Hartmann indleder sit nye onemanshow 'Kærlighed' med at fortælle, at det er blottet for politisk korrekthed og at der bliver masser at grine af. Og så begynder de indre alarmklokker straks at ringe hos undertegnede. For hvis man er nødt til at fortælle folk, at man er grænseoverskridende eller sjov, så er min erfaring, at det sjældent viser sig holde stik.
Men Hartmann går faktisk lige til (og ind i mellem også et stykke ud over) kanten i mange af sine jokes. Og så er en ganske stor procentdel af dem faktisk ret morsomme.
’Anden’: Forlod miljøet for 20 år siden
Som titlen antyder, er showets omdrejningspunkt kærlighed, og det er jo et emne, som har været genstand for en vis bevågenhed gennem tiderne. Hartmann nævner selv Shakespeare og Seebach (den yngre må man formode), som nogle af dem, han er oppe at konkurrere med, og rent kvalitetsmæssigt lægger han sig et sted nogenlunde midt i mellem.
Nu er kærlighed jo et ret vidt begreb, som kan antage mange mere eller mindre besynderlige former, hvilket præcis er omdrejningspunktet for Hartmanns show. Han benytter sig ret elegant af to kunstgreb for at binde løjerne sammen. Det ene er hans afsæt i de fire græske begreber for kærlighed: Eros (den erotiske og fysiske kærlighed mellem to mennesker), filia (broder- eller næstekærlighed), storge (familiekærlighed) og agape (kærlig til eksempelvis venner eller kæledyr). Hartmann smider dog lidt ekstra ned i gryden. Blandt andet kærlighed til ting. Det var vist ikke noget, grækerne arbejdede med.
Den anden ledetråd er ordet kærlighed, der står skrevet på scenen med store, hvide enkeltstående bogstaver, og på bedste håndholdte facon undervejs ændrer sig fra KÆRLIGHED til ÆRLIGHED, LIGHED, ED (Hartmann skal giftes) og logisk nok til sidst LIG. Enkelt men yderst effektivt.
Danske komikere: Vi kan godt trænge til mere kantDer er med andre ord tænkt over tingene her. Og derefter arbejdet med dem. Selv om der var tale om en premiere (og tilmed en regulær en af slagsen uden de forpremierer, som mindre modige komikere benytter sig af for at få rettet det sidste til), så sad tingene stort set lige i skabet - og når de en sjælden gang ikke gjorde det, var han lynhurtig til at gribe bolden.
En anden ting, der udmærker sig, er Hartmanns evne til at bruge sig selv i showet. Det er der selvfølgelig mange komikere der gør, men han virker til at have noget at have det i (her er alder=erfaring klart et plus), og er ikke bleg for at stå ved sine holdninger. Populære eller ej. Racismeparagraffen er tydeligvis en kæphest (Hartmann er ikke tilhænger, kan vi godt røbe) og hans modvilje mod at få børn (et emne der fyldte en del i det forrige show) deler åbenbart vandene derude, kunne vi forstå.
Han har tydeligvis også gang i det store faderopgør - teksten på dennes gravsten burde ifølge Hartmann være 'offentlig toilet'. Der ligger vist mere end en far, begravet der.. Det hører med til historien, at mor sad i salen. Og hans brev til sig selv som usikker dreng var nærmest rørende.
Og ja, man kan godt slippe af sted med at lave jokes med afsæt i Tøndersagen. Hartmann forener med andre ord det platte, det vulgære, det personlige, det reflekterede, det politiske, det romantiske, det intelligente og - ikke uvæsentligt - det grinagtige i et vel tilrettelagt show uden kunstige virkemidler. Fine fornemmelser er der heller ikke mange af. Dette er ment som en uforbeholden ros, hvis nogen skulle være i tvivl.
Thomas Hartmann har ifølge egne ord været 22 år i grine-branchen. Han har vist aldrig været skarpere.
