Hans Pilgaard reducerer Jørgen Leth til et barn 

84-årige Jørgen Leth bliver behandlet som et barn af TV 2’s Hans Pilgaard, mens de tøffer rundt i Danmark i fortsættelsen af populært road movie-koncept. Det er ufarligt, fantasiløst og pinagtigt at se på 

Hans Pilgaard reducerer Jørgen Leth til et barn 

Leth & Pilgaard indtager Danmark

TV 2. Premiere i dag, seks afsnit i alt

Forestil dig Jørgen Leth, 84 år, fanget i Randers Regnskov med en orange solparakit i det grå hår. Han vil egentlig helst gerne være foruden, det er tydeligt. Ved siden af står Hans Pilgaard, journalistikkens svar på en dækkeserviet, en overflødighed made of plastic, og plaprer som en papegøje.

Pilgaard griner hele tiden, påtaget og anstrengende. Man får ondt af Leth. Og håber, at TV 2 betaler den uforlignelige digter og filmkunstner en anstændig løn for at tage ham som gidsel i så infantilt et univers.

Et andet eksempel: Leth skal til slut uddele karakterer til Randers. Han får tre iskugler at rutte med, og hvis han for eksempel kun uddeler en enkelt iskugle, ja, så får han også selv kun en enkelt iskugle, inden han skal i seng.

Leth & Pilgaard er et bizart ’noget for noget’-koncept, hvor det åbenbart er hensigten, at denne kulturelitens grand old man skal reflektere højt og længe over de banaliteter, som Hans Pilgaard byder sig til med. I stedet bliver Leth trukket ned på et uværdigt hyggenygge-niveau, der ender som en mental spændetrøje for både ham og os seere. 

TV2’s joviale klovn
Jørgen Leth har ellers altid noget begavet at sige om snart sagt alt, læs hans bøger, se hans film, find podcasten ’Spørge Jørgen’, eller hør spoken word-pladerne, hvor Mikael Simpson sætter musik under reflektionerne. Alt det bliver man kun klogere af, mens det atter engang reducerer Leths vid og bid at blive indfanget i TV 2’s fantasiforladte setting. 

Der var over 400.000 seere, da de for år tilbage var i Frankrig og Spanien. Her var Jørgen Leth den elitære guide, mens Hans Pilgaard spillede rollen som den joviale klovn, der byggede bro til folkedybet. Også dengang trak han Jørgen ned med sine endeløse fjollerier, hvorfor det er en rystende ringe idé at man nu har gjort Pilgaard til den slags guide, der… tøhø… hverken kan åbne eller starte den autocamper, det umage par skal ’indtage’ Danmark i. 

Åh nej, de indkøbte Magnum-is, der skal få Leths tungemål på gled, kan ikke komme på køl. Hvilket drama!

Respektløst og ufarligt 
Det er som om, at Pilgaards letbenede stil dybest set har til formål at udstille, hvor elitær Jørgen Leth er. Pilgaard er en sær ufokuseret Klods-Hans, der skal se, hvordan Jørgen reagerer på at skulle sove i en autocamper. Det har Jørgen ikke lyst til. Han gider 'overhovedet ikke campinglivet', ikke kun fordi det er så alarmerende småborgerligt, men fordi han som en ældre mand naturligvis fortjener en ordentlig hotelseng. 

Og i øvrigt føler sig tryg, når assistenten har husket at pakke en cashmere-sweater og en Georgio Armani-jakke. En hård madras i en autocamper er lige så respektløst, som det stort anlagte roadtrip er ufarligt.

Tomgangs-tv
Hans Pilgaard formår kun at stille et eneste godt spørgsmål, nemlig: Har du aldrig tænkt på at komme hjem? Efter 30 år på farten, forstås. Jørgen Leth bor jo på Haiti og alt det der. 

- Det er et svært spørgsmål, siger Leth.

Og indrømmer, at der er mange ting at samle op i forhold til børnene. 

- Ind i mellem er jeg meget utilfreds med mig selv som far, lyder det. 

Hvorefter Hans Pilgaard konstaterer, at det er vigtigt at kunne tilgive sig selv. At Jørgen jo nok har gjort det så godt, han kunne. Guiden afviger hver gang, at der er udsigt til en dybere samtale, hvilket kun er endnu en grund til at stå af i Randers Regnskov. 

Der er allerede så rigeligt med tomgangs-tv, hvor diverse kendisser er på farten uden formål.

Se videoen øverst i artiklen

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Se andre videoer med Ekstra Bladets kulturanmelder René Fredensborg her:

Hans Pilgaard reducerer Jørgen Leth til et barn 

Hans Pilgaard reducerer Jørgen Leth til et barn 

Hans Pilgaard reducerer Jørgen Leth til et barn