Storfilms-instruktøren James Cameron holder sig atter til bryllups-devisen: Noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt.
Den gamle nyhed er, at computerteknologien igen sætter nye standarder. Derfor tog det 13 år, inklusive corona-forsinkelser. Og flot ser det ud, når de spændstige stammefolk fra den fjerne planet hopper i bølgen blå. Selve historien ligner dog et lån fra krukken med klicheer.
Pandoras berømte æske, om man vil. Fyldt med ulykker til Na'vierne og de mennesker, der truer dem. Og et stort håb for os andre om, at de fire næste film ikke bare består af affektive gentagelser og visuel effektmageri.
Befri Willy
I Hollywood er det hot at lave såkaldte sequels. Der er penge i lortet, og hvorfor så have fantasi til meget mere end at genoplive et par af 1'erens populære figurer?
Afdøde oberst Quaritch er grum igen, nu som avatar. Sigourney Weaver spiller sin egen datter. Man skal nok være et barn for at købe logikken.
Hvordan Jake Sully blev ægte avatar er mig også en gåde, men ok, det totalt urealistiske er jo 'Avatars' varemærke. Denne gang taler de indfødte sågar med tulkuner, en slags hvaler.
Man tatoverer åbenbart også på sin personlige hval, og der går nærmest 'Befri Willy' i den, da børnene må face fortiden.
En lille Tarzan
Historien er, at Jake Sully og familien må flygte fra den batik-farvede jungle, da han er målet for den genoplivede Quaritchs hævnaction. De stikker til søs og gemmer sig hos en klan i koralrevene.
Altså, en klassisk 'familien betyder alt'-tematik. Du kan trygt tage ungerne med i biffen, hvis du har tusind kroner til overs på kontoen, popcorn og pose-cola indregnet.
Endda med det plot, at Sully har taget en lille Tarzan til sig, som så på en måde er skurkens søn. Hvem den afdøde oberst helt præcis knaldede står hen i det uvisse.
De tre timer går blandt andet med at studere det simple og dydige familieliv hos naturfolket. Og så ellers retfærdig befrielses-action.
Alt sammen animeret i den psykedeliske skov, og siden filmet i et gigantisk akvarium, hvor vandet så er tilsat bagefter.
Perfektion, nej tak
'Avatar' er den omvendte verden, sådan sejler nutidens film-teknologiske flagskib, på green screen og smart grafik. Det er så overbevisende animeret, at det får de ægte menneske-skuespillere til at se uægte ud.
Måske er det også derfor, det er krævende at engagere sig følelsesmæssigt i alle de avatars. For hånden på hjertet - de er så perfekte, at man knapt kan spejle sig som et uperfekt menneske.
Det bliver seriens store udfordring bag det fænomenale ydre. At gøre eventyret mere moralsk komplekst, og knap så forudsigelig i sin Disney-filosofi om at stå vagt om familiære kerneværdier.
