’Hold så kæft!’

Vores anmelder er gået på druk og har overladt det til sin søn at gennemgå aftenens afsnit af ’Kometernes jul’. Han har bl.a. regnet ud, hvorfor den kun er tilladt for børn over syv år

Det nyeste afsnit af 'Kometernes jul' får tre stjerner af  kulturkommentatorens søn. Foto: TV 2Foto: TV 2
Det nyeste afsnit af 'Kometernes jul' får tre stjerner af kulturkommentatorens søn. Foto: TV 2Foto: TV 2

Kometernes jul, TV2, 10. afsnit

Jeg, Søren, skal i byen i aften. Når du læser dette, er jeg sandsynligvis kæmpemæssigt beruset. Jeg har derfor spurgt mine to drenge, om en af dem – mod en mindre betaling – vil gennemgå aftens afsnit af ’Kometernes jul’ for læserne. Det ville de begge to gerne, så de sloges om det. Den 11-årige, August, tabte, men han får lov på søndag, hvor jeg er fuld igen. Den 15-årige, Vitus, vandt.

Hans referat kommer her:  

I dagens afsnit følger vi som altid to situationer. Den ene foregår oppe på Planet 9, hvor Mie, Mette og Johannes prøver at finde ud af hvem af dem, der skal tage 9’sernes (ukendte) straf, for at ’slå Tanja ihjel’. Selvom det var Mette, der gjorde det, mener hun, det skal være enten Mie eller Johannes, der tager straffen, fordi hun er essentiel for, at de kan komme tilbage til jorden.

Det betyder, at Mie og Johannes må diskutere, hvem af dem der tager straffen. De vil begge to tage den for den anden, og det kommer hurtigt til at handle om, hvem der kan flirte mest tåkrummende. Mette får dog hurtig spoleret den leg.

– Hold så kæft, siger hun, hvilket vist nok får Johannes til at skide i bukserne, og nok er en af de ting, der har rykket den anbefalede aldersgrænse op til 7+.

– Get a room, siger Mette også til de to turtelduer, og Mie påpeger, at det er en upassende kommentar, når de i virkeligheden kun er 12 år gamle.

Udtænker en plan
Nu vi er i gang med 12-årige (en sætning, jeg ikke håber folk siger for tit), så lad os lige tage et smut forbi Noor og Elias nede på Jorden. De får fint besøg af Viggos håndlanger, Tom. Han foreslår en aftale, hvor Viggo V. får maskinen, og til gengæld vil han sørge for, at Mie og Johannes kommer hjem igen. Elias svarer (efter lang tænketid) nej tak, nok af frygt for, at han skal dele sin Playstation med sin søster.

Imens finder Anna en måde, de kan få den helt rigtige chip til maskinen på. Hun kommer helt ’tilfældigt’ i tanke om, at hendes tidligere arbejdsplads, Niels Bohr Instituttet, lige præcis har den chip, de har brug for. Du ved, den slags chip, der åbenbart er designet og fremstillet til en maskine, Niels Bohr Instituttet ikke engang selv ved eksisterer.

Anna udtænker en plan, der kan få Noor og Elias ind på instituttet for at stjæle chippen. Planen er lige præcis sådan en plan, man gerne udsætter to 12-årige for. De skal bl.a. snige sig uden om lasere for at bryde ind på den topsikrede arbejdsplads. Til sidst får de heldigvis skaffet chippen, men de når kun lige at få armene op, inden en ansat opdager dem og ringer til Bolette-Henriette.

Elias tænker hurtigt og får gemt chippen i et lommetørklæde, et lommetørklæde som uheldigvis senere bliver brugt af Bolette-Henriette, da hun skal nyse. Bolette-Henriette vælger som enhver anden satanist at putte lommetørklædet (med snot på) ned i sin taske.

Oppe på Planet 9 trækker de lod om, hvem der skal ofre sig selv for den anden. Mie vinder (eller taber), så det bliver hende, der skal tage straffen, men 9’serne er fuldstændig kolde i røven, skider på deres lodtrækning og vælger Johannes i stedet.

Seneste nyt

Ekstra Bladet har givet statsministeren en lys idé

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.