Julechok: Sådan bliver det til

Ekstra Bladets anmelder har drukket fire hvidtøl og afslører i dag, hvordan han deler stjerner ud til 'Kometernes jul'

Mie og Johannes har nu fået kontakt til de behårede indfødte på den mystiske planet. Foto: TV 2
Mie og Johannes har nu fået kontakt til de behårede indfødte på den mystiske planet. Foto: TV 2

'Kometernes jul', TV 2, 4. afsnit

Her på Ekstra Bladet ved vi som bekendt, at december kan være en stressende oplevelse for børnefamilier. Derfor gennemgår vi hver dag det nyeste afsnit af TV 2’s julekalender ’Kometernes jul’, så du med sindsro kan blunde foran fjernsynet, men stadig forstå, hvad dine unger snakker om.

Det daglige resumé er camoufleret som en anmeldelse, og flere læsere har spurgt, hvordan jeg egentlig kommer frem til, hvor mange stjerner det pågældende afsnit skal have. Derfor vil jeg i dag give jer et eksklusivt kig ind i troldmandens værksted og afsløre, hvorledes vi anmeldere arbejder.

Noor og Elias kæmper med at hjælpe deres venner, der er strandede flere milliarder kilometer væk. Foto: TV 2
Noor og Elias kæmper med at hjælpe deres venner, der er strandede flere milliarder kilometer væk. Foto: TV 2
 

Andreas Odbjergs titelsang giver mig stadig lyst til at slå små dyr ihjel, så vi begynder på to stjerner. Det bliver dog hurtigt til tre, da vi møder ’Jordens Dronning’, forskeren Mette (Lotte Andersen), der har været fanget på Planet 9 i ti år. Hun tror, Mie og Johannes er kommet for at redde hende, og synger ’hjem til jorden, uh-åh’ på melodien fra ’Hjem til Århus’. Op på fire stjerner.

Nede på jorden samler Noor og Elias mad, de kan teleportere op til deres nødstedte venner. På trods af en obligatorisk gennemgang fra Noor om, at de nok har brug for vitaminer, mineraler og protein, beslutter de sig for at plyndre køkkenet for slik og kager. Fem stjerner.

Søs Egelind kommer og forstyrrer dem, og hun har simpelthen så meget makeup på, at jeg ikke kan koncentrere mig. Ned på fire stjerner igen. Til gengæld er hun sjov, hun snakker meget aktuelt om sølvpapirshatte, og hun når tilmed at få smidt lidt (u)nyttig trivia om  H. C. Ørsted og aluminium ind, og den slags elsker jeg. Så er vi endnu engang på fem.

 

På det her tidspunkt skal jeg tisse, for jeg er kommet til at drikke fire hvidtøl, mens jeg så genudsendelsen af ’Tidsrejsen’ på DR. De gode fra KB. Jeg ved ikke, hvad jeg går glip af i mens, så for en sikkerheds skyld nedjusterer jeg til fire.

Oppe på Planet 9 viser det sig, at forsker-Mette har den mørke side, der gør, at vi voksne også kan nyde kalenderkaraktererne. Hun udnytter den muligvis transseksuelle 9’ser Tanja, der skal give hende både helkropsmassage og ansigtsmaske. Hun beder også Mie og Johannes fortælle hende, hvad der er sket på jorden de sidste ti år.

– Klimaet bliver varmere og rollespil er blevet populært igen, opsummerer Johannes, og det er tilpas nørdet til, at vi er på fem stjerner igen.  

På jorden fortættes dramaet, da Mies mor (der ikke ved, hendes datter er forsvundet) ankommer til Astro Camp’en med en ny insulinpen til Mie. Men hun får den næppe, for nede i kælderen møder Noor og Elias en vred, mystisk mand, der aflåser teleporteren og forbyder dem at bruge den mere.

Og nu har jeg så et problem, for jeg synes faktisk det er blevet både sjovt og spændende og er endt på seks stjerner, men det kan jeg jo ikke give allerede den 4. december. Det er ligesom med kalender- og adventsgaver: De store kommer først til sidst. Jeg beslutter derfor, at det trækker ned, at de yngste seere ikke rigtigt har fået forklaret, hvad sukkersyge og insulin er, og så ender vi på fem.

Bagefter sender jeg en kæmpestor regning til Henrik Qvortrup og åbner en hvidtøl mere.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Langt de fleste pampere ender heldigvis med at blive drivvåde