En mand indvilger i at lade en anden mand skære sit kønsorgan af og stege det som et stykke medister, så de sammen kan fortære det. Synes du, det lyder kvalmefremkaldende bestialsk? Så er du ikke den eneste.
Da ’Kannibalen’ blev opført som teaterstykke sidste år, blev der rapporteret om både ildebefindender og opkast blandt publikum.
Nu har dramatikeren bag stykket, Johannes Lilleøre, omskrevet manuskriptet til en roman. ’Kannibalen’ er baseret på den virkelige historie om de to tyske mænd Armin Meiwes og Bernd Jürgen Brandes, der mødte hinanden i 2001 i et chatrum for kannibaler (!). Her gik Meiwes under brugernavnet Slagtermester Franky. De to arrangerer, at Meiwes skal partere og spise Brandes, men først skal han foretage den brutale kastration.
Værket bærer præg af sit teater-forlæg, og de to karakterers dialoger, tanker og regibemærkninger optræder forskudt på siderne som i et stykke dramatik. Dialogen mellem de to mænd er koncis og skåret helt ind til benet – for nu at blive i den kannibalske terminologi.
Kranie som askebæger
Emnet er voldsomt grotesk, men man bør ikke afskrive værket af den grund. Lilleøre formår at give de to karakterer en overbevisende sensibilitet, der giver fortællingen en berettigelse - ud over det perverterede sensationelle ved kannibalisme. Begge bliver portrætteret som ensomme skæbner, der ønsker at blive forenet med et andet menneske. Som kannibalen siger til sit - på det tidspunkt afdøde - offer: ’Jeg er sammen med min ven. / Fyldt op. / Dit kød vil altid være i mig. / Dine celler har blandet sig med mine. / Vi er et kød.'
Romanen indeholder også en syret og barok humor - som i denne dialog mellem de to mænd: ’Vil du bruge mit kranie som askebæger? / Jeg ryger ikke. / Et pynteaskebæger så? / Jeg har tænkt mig at grave dit hoved ned i haven. Men nu gider jeg ikke snakke mere om det.'
Er det grænsende til uetisk at give en fortælling om en blodtørstig morder sensibilitet og humor? Nej, Lilleøre balancerer materialet på en måde, hvor romanen forbliver en undersøgelse, et forsøg på at forstå bevæggrundene bag den absurde handling. Som læser vil jeg dog gerne endnu dybere ind under huden på de to mænd. Deres traumer og fortid bliver berørt, men kun flygtigt, hvilket efterlader læseren fortsat sulten.
