Dansk-kinesiske Xinxin Ren Gudbjörnsson er - ud over at være forfatter - også madskribent for Politiken og kendt fra tv-programmer som 'Tigermor og lektiekuren' og 'Xinxin og de fortabte indvandrere'.

Både mad og immigranter er da også temaer, der findes i hendes 'mosaikroman', der er konstrueret af 14 noveller, hvor karaktererne fra de enkelte tekster interagerer på tværs af historierne. Fælles for alle novellerne er, at de handler om skæbner i det moderne Kina.

Immigranterne, der her bliver portrætteret, er borgere, der rejser fra Udkantskina til de kinesiske mega-storbyer og forsøger at finde lykken dér.

Også temaer som de overskydende kinesiske mænd, etbarnspolitikken, adoption og elskerindekontrakter, hvor kvinder bliver forsørget af deres rige elskere på ægteskabslignende vis, bliver beskrevet i bogen.

Bevægende og humoristisk
I mange af teksterne kommunikerer karaktererne via det sociale medie WeChat, det kinesiske modsvar til Facebook, da kinesere ikke må bruge vestlige sociale medier på grund af den drakoniske censurlovgivning. Det og de andre menneskerettighedsbrud, der finder sted i Kina, er dog ikke noget, forfatteren vælger at beskæftige sig med i bogen.

I en enkelt af novellerne, 'Pensionisten', om den pensionerede partisekretær Yuan med Rolex-uret, berører hun dog kort Kulturrevolutionen.

'Risalderen' giver et interessant indblik i det moderne Kina, og der er flere både bevægende og humoristiske tekster. Blandt de bedste er førnævnte 'Pensionisten', 'Elskerinden' og 'Den nyrige mand'.

Desværre er sproget generelt lidt fladt med sproglige klichéer og generiske tillægsord - 'smuk' bliver for eksempel brugt om de fleste af bogens hunkønsvæsener. Jeg savner et mere farverigt sprogbrug og mere direkte dialog, der ville sætte teksterne op i et højere litterært gear.