Kaos i Københavns Havn: Folk bryder reglerne

Man må ikke springe ud fra broer og bade, hvor man vil. Og hos bådudlejningen GoBoat er der alkohol-restriktioner for alle på båden, også selv om man ikke sidder bag roret. Folk bryder alligevel reglerne i dette paradoksernes våde paradis, heldigvis

Kaos i Københavns Havn: Folk bryder reglerne

Kåde danskere tyllede øl, sprang fra broer og badede steder, hvor de ikke må, da René Fredensborg steg til hav(n)s. Heldigvis, mener han.

Liv og glade dage i Københavns havn

Festen er flyttet udenfor, til parken, til stranden og ikke mindst til havnen. Det siger sig selv, når barer og natklubber stadig er underlagt benhårde corona-restriktioner.

Vi lejede derfor en lille båd for at se nærmere på rygterne om kaos og anarki i hovedstadens havnebassiner, og således lave verdens måske første voxpop på vand om forholdet mellem frisind og forbud.

Dog var det svært at få hevet klare svar tørskoede i land blandt de mange sejlere, svømmere, soppere, solbadere, udspringere og kanalturister, der krydsede hinanden i både kajak og yacht, jolle og havnebus, speedbåd og plimsoller, paddleboards og bådudlejningsbåde.

Heller ikke de såkaldte havneværter, der igen i år fes rundt i deres knaldrøde gummibåd for at forhindre folk i at bade/springe/grille/urinere på dertil ikke-indrettede steder, var til at indhente.

Måske, fordi vi stævnede ud i en af de populære GoBoats, der som bekendt ikke er den hurtigste knallert på havet, og som enhver idiot derfor må styre (og tak for det!), men jeg hæftede mig straks ved, at der også dér var indført regler for det ene og det andet.

Lang regel-liste
Du må ikke medbringe soundboks, du må ikke bade fra båden, du må ikke lade vandet i vandet og mest overraskende af alt; du må kun medbringe to genstande pr. person, også selv om du ikke styrer båden. Og kun øl og vin, ingen rom til glade sømænd.

Svarer det ikke til, at biludlejningsselskaber forbyder folk at drikke mere end to genstande, uanset, hvem der kører? Jeg hejste straks det kommunikationsmæssige mayday-flag og kontaktede Goboats kommunikationschef Eric Ziengs, der henviste til respekten for naboer og havnen som rekreativt område for alle.

Den restriktive detailstyring blev indført sidste år i slipstrømmen på coronaepidemien, der gjorde havnen til byens nye partykvarter. De unge laver ulykker, kontrol kan være bedre end tillid. Den konkurrerende bådudlejning FriendShips har dog ikke indført lignende forbud, men satser på et mere modent publikum - og altså frihed under ansvar.

Anarkistisk paradis
Uanset tilgang blev der suget heftigt på flere slags forbipasserende både, man virkede generelt parat til piratfest. Kåde drenge sprang i vandet fra den syv meter høje Langebro, turister flød rundt i forbudte badezoner, og det var så som så med ensretningen i de snævre københavnske kanaler.

Det er ingen nyhed, at København satser på flere rekreative områder langs vandet til vores dårligt opdragede unger. Og til stadighed lader boligspekulanter pudse op i stål og glas til de rige, som så snart kan forlange mere ro og mindre kaos på havnen. Fuldstændig som de frelste, der flytter ind over en bodega og forlanger, at alle straks skruer ned for røg og støj.

Havnen er blevet et paradoksernes paradis, et tidsbillede på debatten om forbud versus frisind i by og parker. Måske er det faktisk Københavns sidste fristed, så jeg foreslår, at vi giver los og levner plads til de anarkistiske vandhunde.

Det er et personligt ansvar at se sig for, drikke med måde og tage hensyn til andre. Havnen tilhører ikke spekulanter i speedbåde, den tilhører os alle.

Sådan er reglerne

Bliv klogere på reglerne i Københavns Havn her.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Se flere anmeldelser fra René Fredensborgs hånd her: