Kørt over af p-industrien

EasyPark er blevet politianmeldt af forbrugerombudsmanden, og en parkeringskritisk tv-vært er blevet irettesat af en cyklende politiker. Vores kulturkommentator tog temperaturen på det københavnske parkeringshelvede    

Kørt over af p-industrien

Den københavnske parkeringsindustri

0 stjerner

Du har selvfølgelig bemærket det; som bilist er du en blist. Du er osende paradentose i samfundets trafikale undermund.

Medmindre du er handicappet eller rig nok til at køre i el-bil, selvfølgelig.

Er du ligesom mig en gennemsnitlig bilist med arbejde i hovedstaden, skal du holdes ude.

På linje med invasive arter à la sibiriske jordegern, spanske dræbersnegle og sortmundede kinesiske uldhåndskrabber. 

Også selv om du repræsenterer et massivt flertal med tre millioner motorkøretøjer i ryggen, som hvert år indbringer staten 50 milliarder i skatter og afgifter, plus en ekstra milliard til kommunerne alene i parkeringsbøder. 

Skam dig ikke, dit klimasvin
Set i det sidespejl burde du faktisk ikke sidde hjemme i garagen og skamme dig, dit store klimasvin. For som bilist får du (også) samfundets hjul til at køre rundt.

Især hos de private parkeringsselskaber som laver big business på bilismen. Tænk EasyPark, som forbrugerombudsdamen har politianmeldt, fordi de har forsøgt at skjule gebyrer til egen parkeringslomme.  

EasyPark politianmeldt

Parkering er som begreb en mærkelig modsatrettet vej, hvor skamløse parkeringsselskaber på den ene side gnider hænder, mens de byder bilister indenfor. På den anden side står kommunen og forsøger at holde bilisterne ude med færre parkeringspladser og rekordhøje parkeringspriser.

Møldrup versus Aslan
I Indre København koster det op til 500 kroner i døgnet, hvilket faktisk kun er ti kroner lavere end den bøde, man får for ikke at betale.

Vi er altså dér, hvor det næsten kan betale sig at tage chancen. Man kan trods alt kun få én p-bøde pr. dag. Og max. tre på det samme spot.  
 
Livsstilseksperten Flemming Møldrup tillod sig forleden at kritisere, hvor svært det er at finde ledige parkeringspladser i hovedstaden.

Hvorefter den altid krænkelsesparate Lars Aslan slog fast, at man ’ikke kan tillade sig at komme fra Århus og svine København til på den måde’. 

Kun københavnere må ifølge Aslan have en holdning. Er det virkelig socialdemokraternes løsning for de hundredetusindvis af pendlere, der hver dag forsøger at passe sit arbejde? Spænd lige cykelhjelmen, Lars!

FDM: Voldsom skævhed
Hvad med dem, der allerede har investeret i dyre lejligheder i både Nordhavn og Ørestaden? Ifølge Dennis Lange, chefkonsulent hos FDM (Forenede Danske Motorejere), er det i de områder forbudt for beboerne at parkere på gaden.

I stedet bliver bilisterne tvunget ind i hundedyre parkeringshuse. 

- Man betaler typisk lige så meget for en måneds parkering som beboere i resten af Københavns Kommune betaler for at parkere i et helt år. Det er der da naturligvis en voldsom skævhed i.

- Det er tæt på umuligt for en del mennesker at bosætte sig de her steder, siger Dennis Lange og henviser i øvrigt til livet i provinsen, hvis man vil føle sig velkommen som bilejer.