Man kan lige nu købe en Tinka-hue til tusind kroner på DBA, beskrevet som 'et stykke overvurderet merchandise'.
Det samme kan man sige om TV 2's åbenbart populære julekalender, der nu får sin tredje makeover til tonerne af Burhan G's flødebollepop.
Der er dog knas i nisseland, på flere planer. Tinka, hvis eneste udklædning netop er at bære den hypede kræmmerhus-hue, ser ud til at blive væltet som såkaldt førstenisse.
Som en juleaften uden gaver
Faktisk får hun kastet en fisk i fjæset, på ægte Asterix/Hørmetix-manér. Det er selvfølgelig kun sjovt, fordi politik er lige så kedeligt som en juleaften uden gaver.
TV 2 risikerer, at børnene ikke fatter en hat. Dog er man nok ikke mere end fem år gammel, hvis man synes, 'det lyder fedt', når gymnasiedrengen Lasse laver musik. Det er noget med 'en konkurrence på Radio Boom, som streamer live på nettet til en hel masse følgere'.
Jeg kaster hermed en sur fladfisk efter det kommercielle bras!
Kan det tinkas, at TV 2 som sædvanligt er desperat for at være ung med de unge, og dermed skyder sig selv definitivt i nissehuen?
Tredje omgang er forhåbentlig sidste gang.
OPPEREN: Nisser, der hedder Sten, Urt og...Mongol?
NEDEREN: Idioter, der køber og sælger Tinka-huer til overpris.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Ægte nissemagi
Hvor TV 2 gerne vil være supermagisk på en moderne måde, så har DR valgt at skrue tiden tilbage til dengang, der fandtes oldfruer og kogekoner og skærslibere.
Desværre tilsat en titelsang, hvor den overvurderede Malte Ebert lyder som Andreas Odbjerg uden, at man kan huske melodien.
12-årige Karen søger arbejde som stuepige, men kommer for sent og bliver fyret af en iskold oldfrue. Som hun i øvrigt skal vise tænder til, som var hun en lille n-slave. Nu er hun jo heldigvis hvid, så shitstorm kan undgåes, hvis alle lover ikke at sige noget til krænkelses-kratluskeren David Trads.
Dengang børn bestilte noget
Det var en anden tid, som man siger nu om dage, og lige præcis dét kan moderne børn lære en masse af. Der var engang, hvor bøndernes børn både måtte og ville ud at tjene på herregårde.
I denne fortælling endda hjulpet på vej af en magisk nisse, charmerende spillet af den ægte dværg Thea Sofie Lundbak, som er 120 centimeter høj. Det fortæller hun selv efter seriens første afsnit.
Jeg vil befale mine ti-årige tvillingedrenge at følge DR's julekalender, fordi DR tør skabe et godt, gammeldags univers frem for TV 2's moderne julepoppis.
OPLØFTENDE: At nissen bliver spillet af en ægte dværg.
NEDSLÅENDE: At Malbe Ebert endnu engang blev ringet op.