’Så har vi ikke nogen plads, nu hvor vi ikke skal passe et barn eller elske en mand. Vi skal ikke bare stige i graderne, så vi kan betale for et hus, hvor vi kan bo sammen med nogen, der koster os det hele.'

Sådan konstaterer hovedpersonen Pio i Alberte Windings nye roman, ’Hvad jeg tænker mens du taler’.

Hun er midtvejskriseramt, fraskilt, hendes egen mor er for nyligt død, og den voksne søn er flyttet til Paris. Og så har den 55-årige sangerinde, der lever af at optræde i forsamlingshuse og kirker, netop mistet sin sangstemme.

Som en blæksprutte
Frustreret over ikke at kunne arbejde tager hun i sommerhus med musiker-kollegaen Martha, dennes teenagedatter samt naboen, skuespilleren Aksel, og hans lille datter. Sommerhusturen bliver en udviklingskatalysator for Pio, der er groet fast. Som blæksprutten fra en dokumentar, hun fortæller sin psykolog om:

’Til sidst parrer hun sig. Hun lægger sine æg under en sten og passer på dem, mens hun langsomt dør. Hun er så udmattet, at hun bare ligger foran sin sten, indtil hun bliver spist. Af en lille haj.'

’Hvad jeg tænker mens du taler’ er en roman om mødre; om være én og om at have haft én. Om at finde en plads i verden, når man ikke længere spiller hovedrollen i sin søns liv, og om at forsøge at forstå sin egen mor.

Indtagende og intelligent
Alberte Winding skriver spiddende klarsynet om kvindeliv; om kroppens forfald og svigt – aldersfedtet og de grå hår - over for følelsernes evige ungdom.

Forfatteren udviser en stor ømhed for sine karakterer, og hovedpersonen Pio er både indtagende og intelligent selskab, der med et skarpt analytisk blik dissekerer sin samtid, som i denne indre monolog om generationsforskelle:

’Hvad siger det om den nye generation, at de bærer arbejdstøj som mode? Der blev sagt om vores, at de slidte cowboybukser var et signal til vores mødre om at reparere noget. Alt det, der bliver sagt om en ung generation, virker overdrevet og misforstået, som om man ikke har tilladelse til at være i verden, medmindre de ældre har sagt noget nedsættende og generelt om en’.'

Breve til elskeren
Den nyligt afdøde mor, som Pio havde et anstrengt forhold til, spiller en afgørende rolle i romanen. En række af morens breve til en tidligere elsker, som Pio kommer i besiddelse af, fungerer som en stemme fra det hinsides. Desværre står moren – som den eneste karakter – slet ikke stærkt nok frem. Ærgerligt! Konflikterne mellem de to bliver kun overfladisk berørt, og som læser er det svært for alvor at investere sig i den del af den ellers velskabte fortælling.