Ny Afdeling Q-film: Her er dommen

At skifte holdet bag filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens successerie ud har betydet et kraftigt kvalitetsløft

Se traileren til 'Marco effekten' her.

 

Selv om de fire første film i serien om afdeling Q alle hører til blandt de mest sete i biograferne nogensinde herhjemme, var seriens bagmand, krimiforfatteren Jussi Adler-Olsen, ikke tilfreds med resultaterne.

Især brød han sig efter sigende ikke om castingen af Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares som kriminalkommissæren Carl Mørck og hans sidekick Assad.

Så da kontrakten på de fire første film med Zentropa som producent udløb, skrev han en ny med Nordisk Film på de efterfølgende bøger, som sikrede ham større medindflydelse.

Hvor meget han har haft at skulle have sagt i valget af henholdsvis Ulrich Thomsen og Zaki Youssef i de to bærende roller, aner jeg ikke, men det er godt set.

Serien har simpelthen fået et nøk opad rent kvalitetsmæssigt og er gået fra det habile til det virkeligt gode. Karaktererne – ikke mindst Carl Mørck – har fået mere tyngde og baggrund, og der er skruet op for den samfundskritiske side af sagen.

Man er stadig ikke et sekund i tvivl om, at man er vidne til en konstruktion. På den måde er ’Marco effekten’ en gammeldags film. Men det er til gengæld en yderst effektiv konstruktion, der holder tilskueren i et jerngreb i samfulde minutter af de lidt mere end to timers spilletid. Det er simpelthen skidespændende for nu at sige det på godt dansk.

Foto: Nordisk Film
Foto: Nordisk Film
 

Instruktøren Martin Zandvliet, der allerede har tre fremragende film i bagagen – ’Applaus’, ’Dirch’ og ’Under Sandet’ – har fuldstændig styr på sine virkemidler, og den tekniske side af sagen er udført til perfektion. Billed- og lydsiden er fuldt på højde med, hvad man ser i store internationale produktioner, og bor man i nærheden af København, bør man unde sig at se den i den i Imperials nye THX-system.

Det er indtil videre det eneste af sin slags i Europa, og det gør biografoplevelsen endnu mere overvældende end før.

Uanset hvad, er ’Marco effekten’ en af de mest effektive danske spændingsfilm, jeg har set i årevis. Og så har den modsat forgængerne tilmed personlighed.

PS. Og så er Anders Matthesen også god til ikke at være sjov.

Ulrich Thomsen spiller Carl Mørck med mere tyngde og dybde end sin forgænger Nikolaj Lie Kaas.