Oscar-film: Ode til ørerne

Klipperen Mikkel E.G. Nielsen har rigtignok fortjent en Oscar for 'Sound of Metal'. Den fik tilmed en Oscar for bedste lyd, fordi vi er helt inde i øregangen på en støjpunker, der pludselig mister hørelsen

'Sound of Metal'

Kan ses på Amazon Prime og Blockbuster og i biograferne fra 6. maj

Hvis du også gerne vil vide, hvorfor en relativ ukendt dansk klipper ved navn Mikkel forleden blev storhædret i Hollywood, så kan jeg på det varmeste anbefale 'Sound of Metal'.

Det er en af den slags umiddelbart smalle film, man let kunne overse, medmindre man har sin faste gang i Grand Bio og Øst for Paradis, hvor den blandt andet får premiere i forbindelse med biografernes genåbning.

Oprindeligt lå premieren i december, så det må vel skyldes corona, at stort set ingen danske medier har anmeldt den før Oscar-omtalen.

'Sound of Metal' lyder måske som et popcorn-drøn af en heavyfilm, men den er allermest et stille og yderst originalt værk om at miste og finde mening i det tabte.

Lyden af døvhed
Helt konkret taber støjpunk-trommeslageren Ruben sin hørelse fra den ene dag til den anden. Han bliver spillet af Riz Ahmed, der også var nomineret for bedste mandlige hovedrolle, og det er i selskab med hans rastløse, nærmest desperate karakter, at man bogstaveligt talt føler døvheden på egen krop.

Indledningsvis er vi med Ruben og kæresten Lou (Olivia Cooke) på scenen til en enerverende skinger og buldrende støjkoncert.

Så vågner vi i parrets tourbus til den lækre sound af kaffemaskine og soulmusik på anlægget. Og så sker det; vi bliver fanget i Rubens kraftigt nedsatte lydunivers, hvor stemmerne er fjerne og metalliske.

Jeg troede ærligt talt, der var noget i vejen med mit tv og greb straks fjernbetjeningen.

Mikkel E.G. Nielsen vandt som den første dansker nogensinde en Oscar for bedste klipning med filmen 'Sound of Metal'. Foto: Chris Pizzello / Ritzau Scanpix
Mikkel E.G. Nielsen vandt som den første dansker nogensinde en Oscar for bedste klipning med filmen 'Sound of Metal'. Foto: Chris Pizzello / Ritzau Scanpix

Please kill me
Det er et stærkt intenst og ikke mindst autentisk greb at lyden, og især den lyd hovedpersonen ikke hører, spiller sin egen sanselige rolle.

Man mærker frustrationen og forstår fuldt ud ’please kill me’-tatoveringen hen over Rubens bryst. Vi kommer helt ind i hørekanalen på et menneske, der må gentænke sin tilværelse.

Som de siger med næsten sekteriske undertoner på behandlingscentret: At være døv er ikke et handicap. Det skal ikke fikses. Ruben må lære at være døv ved hjælp af tegnsprog og den totale accept af sin skæbne, men sælger i stedet alt, hvad han ejer for at få sig et implantat.

Less is more
Langsomt kommer vi lydmæssigt tilbage fra den isolerede stilhed til verdens larm, der skratter og hyler i høreapparatet.

En kirkeklokke larmer, vinden river, det føles som støj. Støjpunkeren må lære at sætte pris på stilheden, og forstå at en epoke er slut, hvilket er det fine ved filmen. Den handler om at lære at acceptere sin skæbne.

Og man behøver altså på ingen måde være døv for at identificere sig med høretabet, den er jo netop klippet og redigeret, så man tror, den er gal med ens egne ører. Det føles autentisk på en virkelig fascinerende måde.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Men for en gruppe af danskere er julen svær