Paradis for politisk korrekte

Ingen kønsopdeling, solo-senge og et inklusions-mantra om, at man skal turde være sig selv. På det nye 'Paradise' er bitter backstabbing byttet ud med lalleglade ligegyldigheder. Det har potentiale

Væk er de solcremede hanløver og de botoxramte bikinibabes. Nu må man gerne være almindeligheden selv, men allerhelst inkluderende. Foto: Viaplay Group
Væk er de solcremede hanløver og de botoxramte bikinibabes. Nu må man gerne være almindeligheden selv, men allerhelst inkluderende. Foto: Viaplay Group
Følg Underholdning

Paradise, sæson 19, afsnit 1-3. Kan ses på Viaplay.

Engang Crazy Daizy på backstabbing badeferie, nu woke as hell. Helt i tråd med tidsånden, sæføli. Par er udvidet til partnere, på tværs af køn. De deler ikke seng, men er stadig på hotel. Eller rettere, på inklusionsseminar i Mexico med et kamera i hoved og røv, hvor de indledningsvist konkurrerer på floskler såsom:

- Man skal turde være sig selv.
- Der skal være plads til alle.
- Man skal være en god kammerat.
- Man skal hvile i sig selv.
- Og: Det er lige meget, hvordan man ser ud (også kendt som de grimmes slogan, red.)

Det kendte freakshow hedder ikke længere 'Paradise Hotel', men blot 'Paradise', selv om de er på et andet, mere pink hotel. Man forstår, at showets nye standarder rummer en guddommelig indsigt, selv om gæsterne ligner almindeligheden selv. 

Små og store, tykke og tynde
De kommer i helt andre former end seriens sædvanligt solcremede bimbo-badedyr m/k. Nu er de små og store, tykke og tynde. Og ikke alt for kønne. Og tak for det.

De beskriver også alle sig selv som sjove uden at overbevise. Der er selvfølgelig Zilas, galoperende glimmerbøsse med tøjkrise og tandpastasmil.

Også tak for det, for Zilas stjæler billedet, 'vizualiserer sine outfitz', og har stiletter str. 43 nok til, at alle de andre fyre også kan catwalke.

- Man skal ikke lade sig gå på af kønsstereotyperne, siger Zilas.

Foto: Viaplay Group
Foto: Viaplay Group

Evig parodi på tidsånden
Det tror jeg på, men når Frej, den eneste deltager uden tatoveringer, så tilføjer, han også vil ud at købe stiletter, så tror jeg ikke på ham. Melichiya tilføjer dog, at det er det fedeste, hun nogensinde har set, men hun er også kun halvanden meter høj. Og bør jeg tilføje, en skøn kvinde!

Jeg tror mere på, at årets meget bevidste deltagere ubevidst chipper ind i realitykonceptets konstante parodi på tidsånden.

Det er jo skizofrent at betragte sig selv som inkluderende og samtidig medvirke i et program, hvor det gælder om at stemme hinanden ud for ussel mammon.

Pink hensynsbetændelse
Måske er derfor den brogede forsamling nærmest snubler over hinanden for at tilbyde stol og ståpladser og den såkaldte 'magt'. Der er udbrudt hensynsbetændelse på det pink hotel, dilemmaerne bliver unødigt komplicerede.

Og det værste, set fra min sofastol; man er ligeglad hvem, der vælger hvem, for ingen skiller sig rigtigt ud. Spillereglerne er så twistede, at man ligesom deltagerne er 'fucking lost'.

Jeg vil påstå, at gæsterne dårligt nok tør være sig selv. De begrænser intrigerne i mangfoldighedens hellige navn. Det er endnu et paradoks.

Potentiale hvis pænheden brister
Jeg har selv efterlyst, at programmet belønnede ærlighed over bedrag, men det er som om, at det nye bedrag er, at man kan stå tilbage med en halv million uden at såre andre.

Det nye 'Paradise' rummer dog et forløsende potentiale, hvis pænheden og den politiske korrekthed pludselig brister og bider fra sig. Altså, hvis de woke viser sig at være ondere end Crazy Daizy.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ekstra Bladet har torsdag lanceret en podcast om reality-tv. Hør første afsnit af 'Der er brev!' om det nye 'Paradise' med de to deltagere Zilas og Mathias herunder eller i din podcast-app

Mere fra Ekstra Bladet+

Qatar er et diktatur, styret af emiren og et præsteskab med rod i shariaen

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind