Paradise Hotel: Stik mig lige i ryggen, tak

Efter for første gang i min tv-tilværelse at have nærstuderet det populære realitykoncept, må jeg indrømme, at det er næsten lige så fascinerende, som det er dumt. Alle lyver, mest for sig selv

Paradise Hotel: Stik mig lige i ryggen, tak

René Fredensborg interviewer Paradise Hotel-deltager Chris om at fortælle om sit køn, en ny tissemand og den mærkværdige dialekt.

 

Paradise Hotel, sæson 18, afsnit 1-3

Konceptet er åbenbart så kendt, at selv på tv er introduktion overflødig: Man ser en flok kamerakælne bimbos m/k ankomme til et eksotisk hotel i Mexico. That's it!

Singlerne er fra samme samlebånd, hentet ind fra hver sin Crazy Daizy. Standard-tatoos, selvbruner og SE MIG-syndrom.

Jo mere overfladiske og uintelligente, de fremstår, jo dybere og klogere føler vi os som seere.

Selv en late boomer som mig forstår dog, at de kæmper om et par hundrede tusinde (skattepligtige) kroner, og at de er parat til at stikke hinanden i ryggen over en hel tv-sæson.

Dyb som en badetøffel
Man får sine hadeobjekter.

Sille, for eksempel. En 'jeg kan lide ALT ved mig selv'-gimpe, der 'sitrer af spænding' og gerne taler på hele flokkens vegne. Hun forstår spillet og rotter sig straks sammen med Stine, der er lige så intrigant og selvforelsket.

I virkelighedens verden ville jeg råde alle drenge til at løbe langt væk, men de er i konceptets natur også optaget af at spejle sig i swimmingpoolen.

Især den åbenbart mest 'lækre', Andreas, der ligner Casper fra 'Bachelor', og næsten er lige så dybsindig som en badetøffel.

Drømmer om at købe en diller
Chris er den første til at føle sig udenfor. Han er fra Amager, men taler et fodslæbende pseudo-jyskfynsk. Chris drømmer om at købe sin egen tissemand, da han oprindeligt er født som pige. Bombe!

Han er allerede min yndling, fordi han gør sig sårbar. Hvilket kradser i det overfladiske spil, som især den mørkhudede århusianer Emil mener at kunne til perfektion.

Emil hviler meget i sig selv, understreger han med hele kroppen i uro. Hans taktik er 'at blive vellidt, men kold, når det spidser til'.

Backstabber-badebolde

Den strategi har alle, ud over Siiiiiiigne (det hedder hun på Instagram), der opfatter sig selv som 'sindssygt akavet og irriterende glad'. Hun ligner det lette offer for de andres rænkespil.

Jeg holder med Siiiiiiigne, fordi ærlighed bør vare længst.

- Teknisk set er Signe ligegyldig, siger en festlig pige ved navn Camilla, der bogstavelig talt ligner min nabos datter, og er så på, at hun helt glemmer at blinke.

Camilla mener selv, at hun styrer hotellet, men ender alligevel med at tabe alle sine badebolde i et udspekuleret backstabberi.

Tilbage i 7. klasse
Sådan slutter tredje afsnit. Det betyder åbenbart, at nu må Camilla måske ikke bo med en bestemt drømmefyr. Det tuder hun næsten over. Vi er tilbage i 7. klasse. 

Man kan også ende med at bo 'solo'. Det ville jeg foretrække. Så kunne man slukke for tv-holdets overbelysning og hele ideen om at være omgivet af idioter, den ene mere intrigant end den anden. 

Men ok, jeg hænger på. Jeg vil se, hvor bedraget bærer hen.
 

Ting, man kan undre sig over i paradiset:

Chris har en såkaldt 'gusser', som er en slags diller, han bruger til hyggelige stunder med pigerne.

Isabella dumper ind i 3. afsnit, direkte fra Miami Beach. Hun taler amerikansk til hverdag, men kan ikke umiddelbart tyde, hvad 'pub crawl' er. Hun hører det som popcorn.

Stine savner sin kuffert og et par rene trusser. Hun siger selv, at hun lugter af 'forstrukken agurk', hvilket er den eneste udtalelse i programmet der ikke lugter af kliché.

Stine hedder i øvrigt Nora nu.

Det kan være svært at se, hvad der står på Emils tatoverede brystben. Står der GAIT, som er en gangart? Eller står der GRIT, som i psykologi hentyder til at være passioneret på den lange bane...?

Andreas kan ikke se forskel på det franske og filippinske flag.

Når der kommer post med nye selskabslege, råber alle 'brev', men det lyder som om de råber 'røv'.

Når man på Paradise Hotel siger 'jeg har din ryg', betyder det 'jeg har ikke din ryg'.


 

Se det fulde interview med Chris her:

Paradise Hotel: Stik mig lige i ryggen, tak