På tv tager Patricks første Paradise-knald to sekunder, men i virkeligheden tog det faktisk ti sekunder. Og lige dér synes jeg godt, man kunne have ladet Patrick imponere de otte sekunder mere under lagnet.
For festaben har i ugevis råbt og skreget på fisse, bogstaveligt talt, og således sendte realityguderne en ny og frisk pige navn ved Ida.
Dog er man på Paradise Hotel nået dertil, hvor der skal indhentes samtykke-erklæringer pr. telefon. Konceptet er kort sagt mindre sexfikseret end nogensinde før. Nu handler det mere om spillet.
Krop eller personlighed?
Men altså, 'hokus pokus, Ida er i fokus', som Ida selv siger det, fordi hun elsker opmærksomhed. Og fyre. Desuden vægter hun personlighed højere end udseende, hvilket igen afstikker en ny kurs for deltagerne, der ellers går meget op i kroppen, især deres egen.
Der er også kommet to nye mandlige badedyr ved navn Jonas og Frederik, skåret af samme læst. Sidstnævnte elsker sin brystkasse og har intet imod at overvurdere sig selv.
- Pigerne falder først for min krop. Derefter er det min personlighed, der fører den helt hjem, siger han og betegner sig selv som intelligent.
Rigtigt foto gør selfiegenerationen nervøs?
Det ser man tydeligt i en photoshoot-konkurrence, hvor deltagerne poserer to og to ud fra et selvvalgt ord, der skal sige noget om, hvem de er. Jonas og Frederik vælger 'forståelse' og 'bærer over med hinanden' på billedet, altså løfter hinanden. Tøhø!
Samtlige oplæg og poses er på samme fantasiforladte folkeskoleniveau.
Jeg holder snart ikke til flere usjove udklædningsfester og camera-confessions, hvor producerne forsøger at få selfiegenerationen til at piske en vildt nervøs stemning op omkring noget så banalt som at få taget et billede. Af en professionel fotograf, fløjet ind fra Danmark. Uhadadadada!
Sæsonens største brøler?
Så hellere strategispillet, hvor onlinecoachen Sofia begår sæsonens største brøler. Hun tror, hun kan vælte isdronningen Sille og score hendes partner David under en par-ceremoni.
Det klæder Sille at komme under pres. Jeg troede et øjeblik, at hendes lange kunstige negl ville skære halsen over på David, da hun under ceremonien ridser ham nervøst i nakken. Han har spillet konge uden sin dronning og står pludselig med hele tre piger bag sig. Selvfølgelig vælger han Sille. Han tør ikke andet.
Anton kalder Sofia for 'idiot' og gør sig til partner med Yasmin, hvorfor Sofia ryger hjem. Jeg tror, det var et iscenesat tv-selvmord fra Sofias egen hånd. Hendes silikonebryster passede måske godt ind, men ikke den alt for skråsikre personlighed.
En mulig vinder?
Anton tør rode med relationerne, men ingen virker efterhånden mere udspekuleret end Stine (nu Nora), der ikke har været i fare en eneste gang, men konstant slipper af sted med både at charmere og bedrage.
Jeg ser for første gang en mulig vinder.