Sært usjovt selvportræt fra Simon Kvamm

Den populære komiker burde nok have gået til lifecoach frem for at bruge en hel tv-serie på en komedie om sine egne komplekser. DR2-programmet Guru er mere tragisk end morsom, faktisk grinede jeg kun én eneste gang

Programmet Guru kan ses på DRTV. Foto: DR
Programmet Guru kan ses på DRTV. Foto: DR

Guru

DR2-program

Jeg er kæmpe fan af Simon Kvamm. Jeg er derfor også optaget af, hvorfor han altid fremstår så bekymret og smiler så lidt, trods sin store succes. Det får man nu et desværre umorsomt svar på.
 
For Simon Kvamms karakter Andreas Mertz er performancefikseret lifecoach. Han vil gerne føle sig som en rigtig vinder, da han vender hjem fra hovedstaden til fødebyen Silkeborg. Men han mangler overskud. Han føler sig udenfor, ligesom da han var ung og gik til de lokale halballer. Frederik Cilius spiller hans guru. Han vender øjne og siger: ’Nu er du i gang med at røre i den store gryde med lort igen’. Det har guruen uendelig meget ret i.

Mindreværdskomplekserne er sjovt nok 1:1 de samme som Simon Kvamm meget ærligt har turneret med i medierne op til premieren på satireserien Guru, hvorfor filmens terapeutiske redskab ved navn ’ensomhedens glorie’ ligner noget Simon Kvamm også i virkeligheden døjer med.

Altså er komedien en selvforankret sad-com om, hvordan succes ikke som sådan gør dig lykkelig. For at strække denne relativt banale pointe til bristepunktet har Simon Kvamm spændt lifecoach-slikhåret på sammen med alvorsmine og alverdens bullshit-fraser a’la ’perception is reality’, hvorfor vi ender i en slags deadpan-melankoli som fremstår mere tragisk end morsom.

Kvamm har ellers hidkaldt stærke kræfter i form af netop Cilius og R8dio-komikerne Brian Lykke og Kasper Nielsen, hvor sidstnævnte nærmest forlænger sin kiksede Klavs Bundgaard-karakter og som sådan får skabt en scene, hvor Andreas Mertz er nødt til at ændre navn til Anders Mertz grundet en trykfejl på hovedpersonens nye coachingbog. Kun dér grinede jeg, fordi det var tilpas subtilt i modsætning til den temmelig overspillede metakomik.  

Nå jo, det er da også herligt politisk ukorrekt at kalde Wafande for den sorte Peter A.G. Men i forhold til at Simon Kvamms idé har været ’skamfuldt længe undervejs’, som han forleden sagde til Ekstra Bladet (otte år!), så virker det uskarpt og sløset. Lidt som et besøg hos psykologen let kan resultere i, hvis man ikke er fokuseret nok på at udlevere sig selv.

Måske havde det været mere interessant (og morsomt) at komme tæt på den rigtige Simon Kvamms komplekser i seks halve timer.

Faktisk har netop tidens guru, psykolog Svend Brinkmann, været inde over manuskriptet, hvilket måske forklarer en del. Jeg har stadig til gode at høre Brinkmann sige noget morsomt, hvor klog han end er.  

På den led har Kvamm sammen med tidens hotte navne scoret sig en totalentreprise, hvor også hans ellers fortrinlige band Hugorm står for musikken. Man hører altså Simon synge, mens Simon danser på sammenbruddets rand. Weird!  

Det hele er næsten lige så sært som Puk Elgårds husmor-tatoveringer, som hun flasher i en Go’ Morgen Mand Økseskaft-scene så utroværdig, at jeg måtte have mig en hurtig sjus for at udholde den store finale. Hvor alt bliver så bogstaveligt at komikken stivner.  

Lidt ligesom lifecoaching som satireobjekt allerede gjorde i cirka 2013.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Se andre anmeldelser af René Fredensborg her: