Halvgammel komiker har stadig masser af kant
Ruben Søltofts første soloshow handlede primært om bruddet med en kæreste. Det gør hans andet, 'Ting fra min mund', såmænd også. Og det er ikke blevet sjovere denne gang. Når man aftenen før har været til premiere på kollegaen Thomas Hartmanns nye veloplagte show 'Kærlighed', så virker den åndelige armod, der her bydes på, nærmest som en decideret fornærmelse.
Omdrejningspunktet i begge shows er den der forbandede kærlighed (eller manglen på samme), men her holder enhver lighed så også op. Hartmann har kant, humor og tilmed noget på hjerte, hvorimod Søltoft ikke har meget andet end sig selv at byde ind med.
Så lykkedes det: Komiker bliver sponsor i Superliga-klub
Når ens show i den grad er hængt op på ens egen historie, så kræver det altså, at den er lidt mere interessant end det er tilfældet her. Hvad rager Søltofts ekskærester os, når han ikke formår at bruge anekdoterne om dem til andet end flade vittigheder uden nogen form for pointe eller relevans. Ja, ikke engang et grin kan det blive til.
Og i en alder af 31 år burde man måske være kommet videre end at fortælle 'sjove' historier fra skolegården. Hvis den mand nogensinde har reflekteret over noget, der ligger længere end 10 centimeter væk fra hans egen navle, så kommer det i hvert fald ikke til udtryk i hans komik - eller hvad vi nu skal kalde det. Tomheden var nærmest larmende. Hvilket kun blev understreget af de såkaldte musikalske indslag, hvor Søltofts Jim Carey-kompleks også blev luftet.
Søltoft prøvede at tage brodden af kritikken ved gang på gang at understrege, at humor er subjektiv. I hans tilfælde betyder det blot, at alting handler om ham selv og hans eget egoboost.
Hvis det mest traumatiske, der er hændt i ens liv, er at ekskæresten har set en på lokum eller man har spillet pigefodbold, så skulle man måske overveje, ikke at bruge den beskyttede tilværelse som afsæt for en hel forestilling. Man kunne jo i stedet bruge sin fantasi. Eller sin omverden. Hvis en sådan eksisterer i Søltofts univers, som andet end et selvforelsket spejlbillede.
Men jeg må nok bare erkende, at jeg ikke udgør Søltofts målgruppe, for generation Selfie, der optog de fleste af pladserne i salen, labbede tilsyneladende ligegyldighederne i sig. 'SJIT Happens' hed den tv-serie på Zulu, hvor Søltoft fik sit gennembrud. Det var ikke tilfældet i Bremen. Der skete nemlig ikke en skid.