Selvsmagende dansk stjernefilm

’Smagen af sult’ formår slet ikke at engagere tilskueren i sin ret banale historie

Selvsmagende dansk stjernefilm

Få en smags(!)prøve på filmen her.

 

Efter en række smalle film i den mere kunstneriske ende af spekteret fik instruktøren Christoffer Boe sit publikumsmæssige gennembrud med ’Spies og Glistrup’ i 2013 samt ikke mindst Jussi Adler-Olsen-filmatiseringen ’Journal 64’ (2018), der solgte over 770.000 biografbilletter.

Han har endvidere stået bag de glimrende tv-serier ’Kriger’ (TV2) og ’Forhøret’ (Viaplay).

Nu forsøger Boe så at kombinere de æstetiske lækkerier fra tidligere film som ’Reconstruction’ og ’Allegro’ med det bredt appellerende i en føle/flæbe-film, som vi kender dem fra eksempelvis Bille August og Susanne Bier.

Til at hjælpe sig med manuskriptet har han indforskrevet den normalt ret driftssikre Tobias Lindholm, og de to altdominerende hovedroller spilles af verdensstjernen Nikolaj Coster-Waldau og Katrine Greis-Rosenthal, der brød igennem i Bille Augusts filmatisering af ’Lykke-Per’ (2018).

Så langt så godt. Der er da også lidt at glæde sig over i denne fortælling om et ægtepars (inklusive to børn) jagt på at hive en Michelin-stjerne hjem til deres gourmetrestaurant Malus.

Alt spiller tilsyneladende for ægteparret Maggie og Carsten spillet af Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau. Indtil der pludselig dukker et brev op. Foto: Nordisk Film.
Alt spiller tilsyneladende for ægteparret Maggie og Carsten spillet af Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau. Indtil der pludselig dukker et brev op. Foto: Nordisk Film.

Solide præstationer
Både Coster-Waldau og Greis-Rosenthal gør det egentlig ganske udmærket, og fotografen Manuel Alberto Claros billeder er som altid en fornøjelse. Alligevel er der flere ting, som irriterer mig grænseløst ved ’Smagen af sult’.

Det er både den lidt slidte historie om, at den blinde jagt på professionel og personlig succes ofte har høje omkostninger for både en selv og ens omgivelser. Samt den himmelråbende banale slutning, der er så corny, at man nærmest ikke tror sine egne øjne.    

Men det er først og fremmest den tone af det højpandede og det traurige, der gennemsyrer næsten hver eneste scene her. ’Smagen af sult’ er simpelthen en virkelig selvsmagende film, som det aldrig lykkes at få tilskueren til at engagere sig i – på trods af den postulerede passion.

Hvis det her er filmens svar på en gourmetmenu, så vil jeg sgu også hellere have en hotdog. Og den behøver ikke engang at være økologisk.